Jean René de Fleurieu, der ikke er uden humor, ynder stadig at kalde sig selv filmproducent og kartoffelavler, selvom meget mere nu handler om storartede økologiske olivenolier og siden 2011 også en stadig mere interessant produktion af friske fint krydrede ligeledes økologiske vine, der alle rammer markedet med et bemærkelsesværdigt gunstigt forhold mellem pris og kvalitet.
Det er hans ven og nu også kompagnon Benjamin Béguin, der har ansvaret for vinproduktionen, og det er en fornøjelse at opleve hvorledes han hvert år får lidt bedre fat i de krydderier og den særlige parfume som kendetegner de bedste vine fra grænselandet mellem det sydlige Rhône, Provence og Languedoc. Denne 6. udgave af Costières de Nîmes, der er skabt på frugten fra det tidligere Domaine de Captives, er således også den hidtil bedste vi smagt. Bedre end 2015'eren som ellers er blevet udråbt til et mirakel år i det sydlige Rhône!
Vinen er skabt på de klassiske sydfranske druer Syrah, Grenache og Mourvèdre, der høstes fra 20-23 år gamle vinstokke der alle står i kalkrig jord dækket af runde småsten ikke ulig det som kan ses oppe på plateauet bag Châteauneuf-du-Pape. Alle stilke fjernes forud for gæringen som efterfølgende foregår i rustfrit stål. De tre druesorter gærer hver for sig og sammenstikkes efter den malolaktiske gæring til den endelige vin, som efter yderligere 10 måneder i rustfrit stål filtreres ganske let og tappes på flaske.
Herlig duft af modne brombær, solbær og kirsebær, laurbær og lakridsrod, og derpå solmættet og afrundet med fine bløde tanniner, en god saftighed og en dejlig vedvarende eftersmag, der får et lille opfriskende løft fra den diskrete frugtsyre som især manifesterer sig til sidst. Fuldt på højde med den meget charmerende 2016'er som den afløser.
Nyd den gerne lettere afkølet til grillet fjerkræ – også gerne andebryst, til pulled pork eller til lammekoteletter for eksempel serveret med en saute af bagte løg og jordskokker toppet med tern af stegt bacon og friskhakket timian.