Det var Taittinger, som begyndte at sigte efter en lidt mere elegant stil ved at benytte mere og mere Chardonnay og til sidst var det også Taittinger, som helt udelukkede de blå druer. Taittinger skal derfor have æret for at have opfundet Champagne typen "Blanc de Blancs", og i dag er denne Comtes de Champagne nærmest ikonisk. En vin som kun fremstilles i de særlige år og altid fører sig frem i en kopi af en attenhundredetals antik flaske. Det er stilfuldt og historisk på samme tid!
100% Chardonnay udelukkende høstet fra Grand Cru marker på Côtes de Blanc. 5% af vinen fadgæres (33% nye fade) og modner efterfølgende i 4 måneder inden den endelige cuvée sammenstikkes, tappes på flaske og efter den fornyede gæring modner mindst 108 måneder frem mod disgorgement og en efterhånden beskeden dosage. Således har man ved de seneste 7 frigivne årgange holdt sig under 8 g. pr. liter.
En reference Champagne med en smuk ensartet mousse og en rig nøddeagtig næse med delikate blomster, aroma af grape og citrus og lille slør af sød røg fra det pikante fad kys tilbage i tiden. Derpå følger et livligt angreb i munden, hvor man fornemmer god koncentration og hvor tanken strejfer nykærnet smør inden der sluttes af med fin syre og den storartede mineralitet, som denne Champagne med rette berømmes for. Kompleks, lokkende og klar til at sprede stor glæde allerede nu - det manglede da også bare - men også med så meget struktur og fylde, at den vil udvikle sig i flasken i adskillige år.
Det er en festvin par excellence og naturligvis en ekstravagant aperitif, men den fine fylde betyder også, at Comtes de Champagne gerne vil med til bords som en fremragende kavaler til et utal af delikate retter med fisk og skaldyr. Det bliver ikke boblerne der svigter her!
Prøv den for eksempel sammen med små grillede sommerporrer som pensles med lime lige før de tages fra gløderne og derpå overtrækkes med en genial østers-vinaigrette, som helt enkelt består af hakkede østers, hakket skalotteløg og hakket persille rørt tyk med østerssaft, ny italiensk olivenolie, lime og lidt salt.