Da Stefano Inama tilbage i begyndelsen af 1990'erne besluttede at udleve drømmen om også at blive rødvinsproducent anede han intet, om at han skulle blive Italiens fornemste ambassadører for druen Carmenère, og at hans vine skulle komme til at udløse forandringer i regulativerne i det dengang upåagtede Colli Berici. Ikke desto mindre var det det der skete, da han købte parceller med gamle vinstokke i en lille dal i nærheden af Oratorio di San Lorenzo, hvor munke havde lavet vin i århundreder.
Den første vin blev en Cabernet Sauvignon skabt på frugt fra 1996-årgangen. Den kom i kølvandet på, at forskerne på Istituto Sperimentale di Viticoltura i Susegana havde påpeget, at der var stor diversitet mellem det man dengang kaldte fransk og italiensk Cabernet og at druerne angiveligt slet ikke var nært beslægtede, og samtidig med at DNA-analyser påviste, at en del af vinstokkene var identiske med den Cabernet Franc variant, som i Chile var blevet nationaliseret til Carmenère.
Det fik Stefano til at analysere hvad det egentlig var han havde i sine vinmarker, og i 2004 havde han isoleret tilstrækkeligt med vinstokke til, at han kunne producere vinen Oratorio San Lorenzo. Den første italienske vin, der flagede druenavnet Carmenère på etiketten og i 2009 foranledige, at Carmenère blev indrulleret i Colli Berici DOC.
Siden er arealet med Carmenère blevet udvidet med hjælp fra stiklinger fra gamle vinstokke, og det har gjort det muligt også at producere denne Carminium, som her kommer i sin blot anden årgang. Der er tale ren Carmenère fra 13-16 år gamle økologisk dyrkede vinstokke. Manuel høst med striks sortering allerede i vinmarken, så rådden og syg frugt ikke skaber ravage under den knap 30 km. lange tur op til vingården. Alle stilke fjernes inden vinen først gærer i rustfrit stål uden fremmede gærstammer og dernæst modner 12 måneder i 80% brugte og 20% nye franske fade inden den aftappes uden klaring eller filtrering.
En ganske intens, men også poleret rødvin, som vidner om moden frugt og et flot kælderarbejde hvor doseringen af fad både med hensyn til tid og andelen af nyt fransk egetræ virker meget velafstemt. Masser af mørke røde bær og så den der vifte af friske grønne urter og søde krydderier, som vi har lært at holde af i de bedste ligesindede chilenske vine. En charmerende vin i fornem balance!
Etiketten prydes af en tegning af et gammelt morbærtræ som har fået lov til at blive stående ude blandt vinstokkene midt i den lille skovomkranse dal som er opkaldt efter den lille valfartskirke Oratorio di San Lorenzo. I efteråret rødmer bladene på Carmenère vinstokkene mens morbærtræet står som en lysende gylden kontrast midt i alt det røde. På etiketten er vinstokkene væk, men morbærtræet er farvelagt i deres nuance og symboliserer således hele vingården.