Forunderligt nok er Château Léoville-Las Cases både slottet som kan bryste sig af at være et de første der introducere en såkaldt 2. vin og slottet som senest fik en 2. vin (tilbage) på programmet. Forklaringen er denne Clos du Marquis som første gang blev produceret i 1902, men som siden 1989-årgangen ikke har delt frugt med Le Grand Vin. Delon familien har da også i årevis brugt meget energi på at fortælle at deres Clos du Marquis ikke var en 2. vin, men en selvstændig vin skabt på druer høstet fra ejendommens vestlige parceller fjernest fra floden.
Først i 2007 fik Château Léoville-Las Cases sin 2. vin tilbage i form af Petit Lion og i 2015 kom der endelig fuldstændig orden i den indre Medoc logik da Clos du Marquis også fik en lille i form af La Petite Marquise.
Frugten kommer fra 45 ha. med omkring 30 år gamle vinstokke der ligger tilbagetrukket på det centrale Saint-Julien plateau på vestsiden af den lille landevej D2, der løber parallelt med Gironde-floden. Der er ikke noget egentlig Clos og da der ikke skiltes med ejerskabet af de forskellige vinmarker kræver det selskab af en af de lokale hvis man ikke skal miste orienteringen. Men naboskabet med parceller grænsende op til Léoville-Barton og Talbot mod syd og Comtesse Pichon-Longueville og Léoville-Poyferré mod nord er fornemt.
Ingen af dem gik ramt forbi da frosten kom springende natten mellem den 27. og 28. april, men i forhold til så mange andre slap de nådigt. Således mistede Clos du Marquis "kun" i omegnen af 10%, da solen stod op og sved de frosne knopper på de vestligste parceller, og da man ikke ønskede at anvende druerne fra den fornyede frugtsætning var der lidt ekstra plads i kælderen, da høsten kom i hus i perioden 15. september til 4. oktober. Vinificeringen er i det væsentlige den samme som for le Grand Vin på Château Léoville-Las-Cases, hvor vinen også fremstilles. Det vil sige manuel høst og gæring parcel for parcel i en blanding af thermoregulerede egefade, betontanke og rustfrit stål. Den største forskel har hidtil været at Léoville-Las Cases så langt flere nye fade, men også her rykker Clos du Marquis tættere på. Således er der her i 2017 anvendt hele 55% nye fade hvilket er en foreløbig rekord.
Vi gør gerne Antonio Galloni's ord til vores, når han i marts 2020 konkluderer: "This is such a beautiful and expressive wine". Herlige sorte kirsebær og røde blommer som lystigt bader i chokolade og vanilje og et drys peber på en måde, som på imponerende vis opleves mere liflig end insisterende. Medium fylde, allerede pivåben og aromatisk med nogle faste modne fløjlsagtige tanniner som prikken over I'et. Clos du Marquis har ofte ramt plet i det nye millennium og med ankomsten af en 2. vin til at tage sig af frugten fra de yngre vinstokke, og med mere Cabernet Sauvignon og flere nye fade bliver pilen ved med at pege opad. Den er naturligvis ikke helt billig, men i forhold til naboerne...