Det historiske hysterisk velholdte kloster Badia a Coltibuono er en af de ældste vingårde i Chianti Classico og takket være Stucchi-Prinetti familien tillige en af de mest veldrevne, som begaver os med en stribe elegante klart definerede vine, der hvert år skal tælles med blandt de bedste i Chianti Classico.
Produktionen blev i 1997 flyttet til et nyopført state-of-the-art vineri som åbnede nye muligheder for Roberto Stucchi og hans daværende vinmager Maurizio Castelli, som besluttede, at de ville udvikle en negociant linje funderet på købt frugt, og for at signalere, at de mente det alvorligt, blev forbindelsen til Coltibuono bibeholdt samtidig med, at den nye linje kom med Roberto Stucchi’s initialer på etiketten.
Den første lille prøveballon blev opsendt i 1997 i form af nogle få tusinde flasker, og siden er projektet stille og roligt blevet en så solid succes, at produktionen af denne Chianti Classico RS nærmer sig de 100.000 flasker. Det betyder, at Roberto Stucchi efterhånden samarbejder med en snes forskellige vinbønder fra alle hjørner af Classico zonen, som alle bestræber sig på at levere kvalitets frugt og som alle er på vej ned ad den vej, der handler om bæredygtigt landbrug og leder frem mod økologi. Således kunne Roberto Stucchi’s allerede nu lancere 2 nogenlunde lige store cuvéer hvoraf den ene ville være økologisk, men det kommer ikke til at ske. Hele negociant projektet er funderet på troen på, at Roberto Stucchi og hans team kan få de enkelte elementer til at komplimentere hinanden til en vin, der ender med at blive mere interessant end de enkelte cuvéer, den er sammenstukket af.
Druerne fra de lavest beliggende parceller begyndte i 2018 at rulle ind den 20. september, og først i den anden uge af oktober ankom den sidste frugt, som denne cuvée er funderet på. Alle partier er sorteret ved ankomsten til Coltibuono. Alle stilke er fjernet og druerne er knust forud for gæringen med de lokale gærstammer i rustfrit stål. Vinene har fået tid til at gennemgå den malolaktiske gæring i tankene inden de er blevet fyldt på brugte nærmest neutrale fade i forskellige størrelser. Her er vinene modnet 4-6 måneder inden den endelige cuvée er blevet sammenstukket tilbage i stålet. Herefter yderligere hvile, filtrering og aftapning på flaske.
En dejlig ganske retlinet Chianti Classico med masser af blåbær, kirsebær, kirsch og grønne urter. Til den mørke side, men ikke overekstraheret, bare ren, helt tør, ganske saftig og med et markant syrebid, som dels signalerer originaliteten, dels fortæller os, at dette er en udpræget madvin.
Fin sammen med de klassiskes pastaretter med sugoer der har suget karakter fra masser af solmodne tomater og direkte storartet som vinen, der renser munden, når der er krølfedt på det okse- lamme- og svinekød, der lander på grillen.