Vi er mere og mere overbeviste om, at Château Mont-Redon i disse år leverer på et niveau, som kommer til at gå over i historien. Det er store ord, ikke mindst fordi en vis Robert Parker på toppen af sin karriere noterede "This estate has produced some of the greatest Chateauneuf du Papes I have ever tasted, including their 1949 (one of the top 25 wines of my lifetime), 1955 and 1961". Men det er der, vi er. Pierre Fabre og hans team på Mont-Redon har endnu engang skabt en Chateauneuf-du-Pape, som begaver os med en forbløffende kombinationen af kraftfuldt bundtræk, elegance og umiddelbar charme.
Vor tids måske mest dedikerede Rhône-ekspert John Livingstone-Learmonth har opfundet en særlig kategori for den slags vine, som han kalder for w.o.w. De tre bogstaver dækker over "what one wants", og det er hans forsøg på at omfavne fornøjelsen og lysten til uden skam at række ud efter endnu et glas. Learmonth kalder det “den sande, originale hensigt med vin”.
2019 er da også en lykkelig årgang i det sydlige Rhône og i Châteauneuf-du-Pape i særdeleshed, hvor regnbyger 15. juli og igen 15. august netop leverede fugt nok til, at druerne modnedes uden tørkestress. Ovenpå et par år med frost og udfordrende meldug var 2019 en velsignet lettelse, selvom det i lange perioder var svedende varmt, og der 28. juni blev sat fransk varmerekord med 46 ̊ C. Producenterne skulle håndtere masser af tannin, meget farve, høj alkohol samtidig med at de skulle lede efter friskheden.
Vinen er altovervejende skabt på Grenache, som, med al respekt for alle de andre druer, er appellationens graciøse førstedame. Der sker en soignering af klaserne inden alle stilke fjernes og druerne suser forbi et avanceret optisk sorteringsanlæg og videre ned i de rustfri ståltanke hvor de forvandles til vin uden fremmede gærstammer. Herefter modner halvdelen i 228-liters Bourgogne fade (25% nye), mens den anden halvdel forbliver i tankene indtil den endelige cuvée sammenstikkes efter 14 måneder, og når vinen efter et par måneder har sat sig, modtager den en let filtrering og fyldes på flasker.
Nok engang en dejlig saftig Châteauneuf-du-Pape med masser af modne brombær, blommer, jordbær og pirrende garrigue der langsomt smelter sammen med subtile søde og ristede noter fra den del af vinen som kyssede fadene. Fyldig på den afvæbnende og aldrig voldsomme måde. Bare legesyg og dybt inspirerende.
"Take your time with the red Châteauneuf-du-Pape wines that fuse and blossom very slowly. The estate stands proudly on the high, galet stone strewn plateau of Mont-Redon in the North-West of the appellation. Quality has been on the rise recently, with the 2016 Châteauneuf-du-Pape red an outstanding ****** wine, taking me back to the glory days of the 1960s from here". John Livingstone-Learmonth - November 2020
"My experience with forward vintages here is that they age extremely well on their balance, so losing a few bottles in the cellar might yield some very pleasant surprises down the road." Josh Raynolds - Oktober 2021