Vinene fra Château Mont-Redon var blandt de første, der begyndte at dukke op rundt omkring på Frankrigs veletablerede restauranter, da Châteauneuf-du-Pape for snart 40 år siden endelig begyndte at træde ud af Bordeaux, Bourgogne og det nordlige Rhônes skygge. Nogenlunde samtidigt svingede Lene Grønlykke ind på gårdspladsen, knyttede den første kontakt og sikrede sig, at Løgismose kunne repræsentere Mont-Redon i Danmark.
Lige siden har vi fulgt udviklingen på domænet, og gang på gang er vi blevet overraskede og begejstrede, dels over vinenes næsten altid feminine elegance, dels over det høje niveau, som det især i de mindre årgange lykkes at levere på, og lige nu, hvor to ellers uadskillige fætre Didier Fabre og Jean Abeille er nået til en skillevej, sker der ting og sager nede på Château Mont-Redon. Således har Pierre Fabre, som i dag er ledende vinmager, fået lov til at gå i udbrud, og via fravalg af frugten fra visse parceller og en ekstra striks sortering på vingården, har Château Mont-Redon det sidste par år leveret på et niveau som måske kommer til at gå over i historien.
Således noterede Jeb Dunnuck, som er Robert Parkers mand i det sydlige Rhône, om 2015-årgangen, at den var ”impressive and probably the deepest, richest wine I’ve tasted from this estate”. Vi tillader os at gøre Jebs ord til vores egne, men nu gælder de ikke 2015-årgangen, men 2016-årgangen, som er endnu bedre. I alle de år, vi har samarbejdet med Château Mont-Redon, har vi simpelthen ikke smagt noget lignende!
Vinen er altovervejende skabt på 3 af de tilladte druer i appellationen, naturligvis med Grenache i spidsen, som efter gæringen for den ene halvdels vedkommende modner i 228-liters Bourgognefade (hvoraf 25% var nye i 2016), og for den anden halvdels vedkommende modner i rustfrit stål. Den endelige cuvée sammenstikkes efter 14 måneder og når vinen efter et par måneder har sat sig, modtager den en let filtrering og fyldes på flasker.
En dejlig saftig sexet Châteauneuf-du-Pape med masser af modne brombær, blommer og jordbær, der langsomt smelter sammen med de subtile søde og ristede noter fra fadlagringen. Fyldig, imponerende javist, men det er på en afvæbnende og aldrig voldsom måde. Bare legesyg og dybt inspirerende med masser af komplekse aromaer fra modne bær, ristede kaffebønner, mørk chokolade og pirrende garrigue.
Som altid smager vinen herligt lige så snart den kommer til salg, især hvis den får lov til at åbne op for alle herlighederne i store Bourgogneglas. Om et par år bliver den endnu bedre, og måske har vi her en vin som nægter at give slip på sin frugt og derfor vil byde på enestående oplevelser om både 15 og 25 år.