Château Talbot er med sine 102 ha. tilplantet med vinstokke i en samlet blok det helt store og i brede kredse meget beundrede slot Saint-Julien og den gode historie er, at Nancy Bignon Cordier, der er 4. generation i Cordier-familien på slottet, sammen med sin mand Jean-Paul virkelig har sat sig for at den kritik, der også har været i krogene, nu for alvor skal forstumme.
Der er således investeret enorme summer i opgraderinger på alle parametre samtidig med at der ankommet en lyst til at eksperimentere, som ikke tidligere er set - eller hørt for den sags skyld - med tanke på at der eksperimenteres med skadedyrsbekæmpelse med ”musik” på forskellige frekvenser ude blandt vinstokkene.
Høsten er manuel og fandt i 2019 sted i perioden fra den 19. september til den 8. oktober. Der er tale om en dobbelt sortering af frugten først før stilkene blev fjernet og dernæst i optiske sorteringsanlæg som fulgte med da faciliteterne blev moderniseret og opgraderet i 2012-16. Herefter en let knusning af druerne og parcelleret gæring i opretstående egefade og rustfrit stål.
Connétable og Le Grand Vin er sammenstukket kort inde i 2020 efter omfattende smagninger hvor den nyankomne vinmager Jean-Michel Laporte (headhuntet fra La Conseillante) med hjælp fra notabiliteterne Eric Boissenot og Stéphane Derenoncourt forsøger at finde ind til den ultimative autenticitet og harmoni i begge vine. Herefter fadmodning i 15 måneder (60% nye fade) frem mod aftapningen på flaske, der fandt sted den fra den 3. til 18. maj 2021.
2019 markerer 100-året for Cordier-familiens ankomst til Talbot, og selvom det blot er den 2. årgang for Jean-Michel Laporte, er der ikke blevet rystet på hånden. Sammen med sit team leverer han den smukkest tænkelige jubilæumsgave. En smuk, cremet og sensuel vin mættet af de solbær og den grafit, som mange anfører er Saint Juliens adelsmærke. Selvom vinen er rig er den også velstruktureret, og den synes mere præcis og friskere end tidligere. Den mørke frugt er charmerende, tanninerne er modne og syren er så fin, at kraft og elegance går hånd i hånd. En stor og ikke bare vital, men viril Talbot!