Man skal ikke særlig langt væk fra rampelyset i Bordeaux før vinene igen kan erhverves til overkommelige priser og hvis man så sigter bare lidt højere end supermarkedernes laveste fællesnævner venter der masser af glad drinkability og ikke mindst nogle vine som kommer med en befordrende friskhed som mange af de andre vine, der serveres ved de danske middagsborde i dag ofte savner.
Et af tidens mange oversete talenter er Frédéric Bellot som i 2014 vendte hjem til familien efter at have suget til sig i 8 år først som trainee og siden som assisterende vinmager på selveste Château Haut-Brion. Årene i det fornemme selskab havde ikke gjort ham mere stolt familiens vine, der lige som så mange andre Bordeauxvine de fleste år blev skæmmet af for meget garvesyre og så lidt frugt at personligheden forsvandt, og egentlig var hans far Daniel Bellot ikke uenig.
Så de to satte sig ned og udarbejdede noget, der lignede en russisk 5-års plan, som gik ud på at likvidere alle de vinstokke, som ikke leverede i kvalitet og i omstillingsperioden sælge alt det fra, som ikke kunne skabe glæde. Det har betydet markante forandringer på denne Château Ploizeau, som er den 16 ha. store næsten nabo ejendommen, som familie har lejet til ”en rigtig attraktiv ydelse” siden 1995, og som Daniel Bellot kaldte vores ”bread and butter”. Nu er man i færd med at plante flere og bedre kloner med Merlot, og mens man venter på at de kan bidrage markedsføres denne "Cuvée Excellence", hvor omkring 40% af druematerialet er ofret på kvalitetens alter.
Der er tale om maskinel høst og også en relativt sen høst fordi Frédéric Bellot sigter efter lidt ekstra sukker og ekstrakt til at balancere frugt og garvesyren. Der foretages en sortering af klaserne inden alle stilke fjernes hvorefter druerne blev forvandles til vin i de traditionelle betontanke hvor også den malolaktiske gæring og den efterfølgende afrunding finder sted inden vinen efter 10 måneder filtreres og tappes på flaske.
Frédéric Bellot fortæller at 2019-årgangen er den bedste siden han vendte hjem til gården, og beretter om optimale betingelser hele året. Det var varmt, men ikke for varmt, de helt rigtige kølige nætter ankom til sidst og som prikken over i'et faldt lige den tilpasse mængde af regn den 13. september, hvorefter det hele til at gå op i en højere enhed overalt på familiens 50 ha. godt 10 kilometer nordvest for Pomerol.
En ganske mørk, men på ingen måde voldsom Bordeaux med masser af moden frugt og så en letløbende saftighed som man meget nemt kommer til at holde af. Det er ikke en vin som har ambitioner om at være stor eller epokegørende, men det er en vin, som i den grad gør munden glad, og får lysten til at udforske Bordeaux på ny til at vokse.