Legendariske May-Eliane de Lencquesaing valgte i 2007 at sælge Château Pichon Lalande de Comtesse til Frederic Rouzaud fra Champagnehuset Roederer og deres investorer, og dermed ophørte en mere end 250 år lang epoke.
Siden har først Sylvie Cazes og fra 2012 Nicolas Glumineau sammen med arkitekterne Philippe Ducos og Alexandre Rougier stået i spidsen for en af de mest ambitiøse og kostbare renoveringer på venstre bred i det nye årtusinde, og man behøver kun at investere i en enkelt flaske for at blive overbevist om, at de nye ejere virkelig mener det alvorligt.
Selvom vinene under May-Eliane de Lencquesaings regime var ikoniske, så ved vi nu, at hun ikke forløste hele potentialet, og Château Pichon Longueville Lalande de Comtesse udstråler i disse år en charmerende elegance og inciterende sensualitet, som næsten ingen andre vine på venstrebredden i Bordeaux formår at matche.
Slottet har for tiden 76 ha. med i gennemsnit 35 år gamle vinstokke, som er i produktion - heraf 11 ha. som kultiveres dokumenteret økologisk mens resten er i langsom transformation under det bæredygtige regime franskmændene kalder HVE (Haute Valeur Environnementale).
2017 var ikke uden problemer. Blandt andet mistede man en del til frosten i april, men den 7. september kunne mand indlede den tidligste høst i mands minde og druerne var overordnet sunde og smukt modne. Desværre nåede man knap at blive færdig med Merlot inden flere uger med ustadigt vejr fik høsten til at trække ud og først i de sidste dage af september var Cabernet Sauvignon druerne så restituerede at høsten kunne genoptages.
Høsten er manuel og fremme i den nye kælder, der er konstrueret i 3 etager, så næsten al pumpning overflødiggøres, fjernes alle stilke inden druerne sorteres først i et højteknologisk laserstyret anlæg og derefter manuelt hvilket især gavnede kvaliteten i den sidst høstede frugt.
Gæringen finder sted i en imponerende hal, hvor der er installeret 70 temperaturstyrede rustfri ståltanke i forskellige størrelser tilpasset de forskellige parceller omkring slottet. Kort efter nytår sammenstikkes Le Grand Vin efter omfattende smagninger, og herefter følger 18 måneders modning i 60% nye og 40% fade, der har været brugt én gang tidligere frem mod den traditionelle klaring med friske piskede æggehvider og aftapningen på flaske som inkluderer en let filtrering.
Philippe Moreau kalder selv vinen for en "akrobat på line", og refererer til det enestående spil mellem dybde og balance, som det er lykkede at etablere. Et enigt anmelderkorps er ikke uenige og rangerer vinen på linje med de på papiret bedre årgange 2009, 10, 15 og 16. For eksempel skriver Robert Parkers førstedame i Bordeaux, at vinen er "Medium-bodied" og at "the palate is a bundle of energy and tension with softly played tannins and beautiful floral and black fruit layers, finishing with a long-lingering whisper."