Château Latour har aner tilbage til 1300-tallet, da det oprindelige tårn, som slottet er opkaldt efter, blev bygget på ejendommen af Gaucelme de Castillon under hundredårskrigen. Den gamle Pauillac ejendom er blandt de fire i Medoc som blev rangeret i den øverste Premier Cru Classé, da Napoleon sine embedsmænd udarbejde en klassificering op til verdensudstillingen i 1855.
Siden 1993 har slottet været ejet af François Pinault's, som købte familierne bag “Societe Civile du Vignoble de Château Latour” ud gennem sit holdingselskab, Artemis for 890 mio. kroner.
Le Grand Vin fra Château Latour betragtes som en af de (den) længst levende blandt Premier Cru Classé, og dem der har adgang og råd til at smage vinen regelmæssigt anbefaler at man først begynder at nyde efter mindst ti års modning.
De nu 78 hektar (der blev tilkøbt 12,5 ha. i 1963) omkranser næsten alle selve slottet og næsten lige meget hvor man går kan man skimte floden, som gang på gang har beskyttet Château Latour når frosten kom snigende i april. Der er tale om et ekstraordinært terroir bestående af dyb grus og ler, der er dækket af relativt store afrundede sten som holder på varmen længe efter solen er forsvundet.
Vinmarkerne er beplantet med 80% Cabernet Sauvignon, 18% Merlot og 2% til sammen af de to hjælperyttere Cabernet Franc og Petit Verdot. Vinstokkene står med en tæthed på 10.000 planter pr ha., og holdes på den typiske gennemsnitsalder på 35-40 år, men der er også enklaver med gamle vinstokke. Således har de ældste vinstokke på ejendommen (alle Cabernet Sauvignon) efterhånden leveret deres bidrag til vinen i over 100 år.
Lige som så mange andre slotte er Château Latour i gang med et langsomt opgør med efterkrigstidens hang til tåger af tvivlsomme sprøjtemidler mod ukrudt, skadedyr og plantesygdomme. Således kom hestene tilbage i 2008 og i dag er der hele 8 heste til at hjælpe med pløjningen og den naturlige gødning. I 2015 blev alle parceller for første gang kultiveret økologisk og på toppen af det var 40% tillige under biodynamisk regime, og siden har man ikke set sig tilbage. Således var man i forbindelse med 2019 høsten klar til at lade de autoriserede auditører gå i gang med papirarbejdet frem mod et formelt økologisk certifikat.
Château Latour er angiveligt i et 100 års perspektiv det mest konsistente slot blandt dem der endte i den øverste skuffe og i tilgift er det vi oplever under François Pinault's regime uden tvivl den foreløbige kulmination. Château Latour har aldrig strålet smukkere end nu!