Som noget helt usædvanligt og som det eneste slot i 1855-klassifikation er Chateau Langoa Barton stadig er i hænderne på den samme familie, som residerede dengang Napoleons embedsmænd skabte det berømte hierarki. Anthony Barton, der gik bort i januar 2022 var således den 8. generation i Barton familien og hans datter Lilian Barton Sartorius og børnebørnene Damien og Melaine Barton Sartorius er således den 9. og 10. generation på slottet!
Barton-familien kan spore deres Bordeaux-rødder tilbage til 1722 hvor Thomas Barton forlod Irland og drog til Bordeaux for at søge lykken som vinkøbmand. Fra Chartrons i centrum af Bordeaux afskippede han fade og flasker, som via Garonne floden blev sejlet ud i verden. Og selvom det var en langsom opstart, skabte han det fundament som hans barnebarn Hugh Barton i 1802 kunne tage med sig ind i et partnerskab med Daniel Guestier fra en af de magtfulde Bordeaux familier. Det blev til negociant firmaet som vi den dag i dag kender som Barton og Guestier.
Sideløbende med vinhandelen fulgte i 1. omgang købet af Chateau Le Boscq i St. Estephe i 1745, og de næste store investeringer for Barton-familien kom i 1821 og 1824. Først købte de Saint Julien slottet Pontet-Langlois, som de kort tid efter omdøbte til Chateau Langoa Barton og dernæst lykkedes det at erhverve op mod 50 ha. fra Leoville Las Cases som blev til Leoville Barton og da der ikke fulgte nogen bygninger med, flyttede den nye Leoville ind hos Langoa. Et arrangement som ingen siden har fundet anledning til at pille ved.
Med knap 17 ha. er Langoa den mindste af de 2 Barton'er. Nærmere bestemt 5 vinmarker med 30-45 år gamle vinstokke som efter jordbundsanalyser er blevet opdelt i 15 parceller alle beliggende med udsigt ned mod floden i minefeltet mellem Chateau Leoville Barton, Chateau Leoville Poyferre, Chateau Ducru Beaucaillou og Chateau Beychevelle.
Høsten er manuel og efter afstilkningen sorteres druerne omhyggeligt inden de knuses og fyldes i opretstående thermoregulerede 2.000 liters egefade hvor de i løbet af 7-10 dage forvandles til vin hvorefter macerationen fortsætter i 3-4 uger hvor antallet af overpumpninger tilpasses årgangens og de forskellige parcellers DNA, og man bestræber sig på at komme forbi den malolaktiske gæring inden Le Grand Vin sammenstikkes. Vinen modner herefter 16-18 måneder (60% nye fade hvert år) med efterfyldninger af fadene 3 gange om ugen for at undgå enhver kontakt mellem vin og luft afbrudt af en 3-4 omstikninger "à l'esquive" undervejs i modningsperioden frem mod aftapningen på flaske.