Den nu pensionerede Robert Parker ramte plet, da kan kaldte Lafleur for “one of the most distinctive, most exotic, and greatest wines – not only in Pomerol, but in the world", og det var endda før Baptiste og Julie Guinaudeau fandt sig til rette, og nu leverer på det hidtil højeste niveau, nogen har smagt fra denne ikoniske plet på Pomerol ’s berømte centrale plateau.

Château Lafleur har leveret en perlerække af vine i det nye millennium, og slottet har ubesværet spadseret fra det ene højdepunkt til det næste. Således tilhører vinene fra 2000, 2001, 2004, 2005, 2006, 2008, 2009, 2010, 2012, 2014 og 2015 alle den ypperste flok ikke bare i Pomerol, men i hele Bordeaux, og nu kommer så denne 2016'er, som måske trumfer dem alle!

Kast et blik på det alt for fyldige udvalg af referencer, som vi har valgt at bringe. De taler deres tydelige sprog. Château Lafleur 2016 er enestående, men desværre også en vin, der sælges til priser, som overstiger det som slottene, der var så heldige at havne i førte Cru op til verdensudstillingen i 1855, forlanger. Kun Petrus og Le Pin hænger på her!

Prisen står i diametral kontrast til fraværet af et egentligt slot og den afslappede slipsfri facon, som Baptiste og Julie Guinaudeau tager imod med, og bliver man inviteret med en tur ud blandt vinstokkene, som blot fylder, hvad der svarer til 5 fodboldbaner, fatter man ikke, at dette skulle være planetens epicenter for den ligeværdig alliance mellem druerne Merlot og Cabernet Franc. Ikke desto mindre er det sådan, at det er blevet!

På Château Lafleur er det det samme team, som har hands on fra de første knopper brister og frem til vinstokkene igen er beskåret, bundet op og saftspændt venter på endnu et forår. Her bliver ingen fremmede daglejere under høsten, fordi druerne skal plukkes af de samme hænder, som har nurset dem hele året. Og i stedet for bare at klippe klaserne ned i plastikbakkerne fra en ende af, har manden med saksen (m/k) mandat til overspringshandlinger og vende tilbage et par dage senere.

Høsten på Château Lafleur er angiveligt den mest minutiøse i hele Bordeaux!

Trods det seriøse arbejde i vinmarken sker der endnu en sortering foran den beskedne kælder, hvorefter alle stilke fjernes inden gæringen, der sættes i gang i 12 små (3.000-8.000 liters) betonfade parcel for parcel uden tilskud af fremmede gærstammer. Herefter modner vinen i en blanding af næsten nye fade (som i 6-8 måneder er blevet "afrettet" på Château Grand-Village året før) og fade, som tidligere har været brugt en enkelt gang på Lafleur. Vinen er modnet 15 måneder med en klaring med friske æggehvider midtvejs, og derpå sammenstukket og tappet uden filtrering i april 2018.

If you're seeking a wine that lease you speechless, look no further. Combining power with richness, creamy tannins, waves of ripe, decadent, black and red plums and cherry sensations, this is off the hook. What makes 2016 Lafleur so good is its uniqueness of character. The wine is sensuous, but not overtly so. The wine is powerful, but not heavy. It is the countless layers of red fruits that keeps on coming making you take that second glass, to decide if this is really that good. The knock out punch comes from the unique exotic character with its kinky red fruits. You will need the funds of a multi-millionaire to buy this wine. But if you have the disposable income, or have friends that do, this is a legend in making.
Jeff Leve - September 2019

Château Lafleur, eller måske rettere bare Lafleur da der vel egentlig blot er tale om en præsentabel stenbygning fra forrige århundrede, ligger omgivet af La Fleur Petrus, Petrus, Vieux-Chateau-Certan og Hosanna midt på den centrale del af det berømte Pomerol-plateau.

I næsten 100 år en lille hemmelighed forbeholdt private connaisseurs som handlede pr. postordre og så et par importører i Bruxelles og London, og vinen var et godt køb. Ikke billig, men i en lang årrække prissat som gennemsnittet i det 5. lag i 1855 klassifikationen.

Så svingede en ung Robert Parker forbi i 1975 og forelskede sig i vinen og det ydmyge approach omkring den. Lige siden har Parker, først i sine bøger, i The Wine Advocate og senere på de digitale platforme, sværmet for Château Lafleur, som han har kaldt “one of the most distinctive, most exotic, and greatest wines – not only in Pomerol, but in the world.”

Set i bakspejlet er det bemærkelsesværdig, at Parkers karriere og Lafleurs rejse mod verdensberømmelse ligner et parløb, men ikke desto mindre blev Lafleur op gennem 1980'erne og 1990'erne en af verdens mest efterspurgte vine, og da der kun var - og stadig kun er - 4,58 ha. at gøre godt med eksploderede priserne. Château Lafleur har således de sidste 25 år med en prissætning på eller over 1. Cru konstant været en af de dyreste vine i Bordeaux kun overgået af Petrus og Le Pin.

Historien starter i 1872 da Henri Greloud, den daværende ejer af Château Le Gay, købte det stykke jord i Petrus baghave, som efterfølgende blev til Château Lafleur, og derfor hyldes på Lafleurs etiketter. Vinens kvaliteter blev tidligt kendt, og der findes dokumentation for, at Lafleur allerede i 1893 blev rangeret som nummer 3 i Pomerol kun overgået af Vieux Chateau Certan and Petrus.

Henri Greloud bliver i 1900 efterfulgt af sin søn Charles Greloud, som for sin part i 1915 bliver efterfulgt af sin svigersøn André Robin. André fik 2 døtre Therese og Marie som tog over i 1946 og med en nærmest asketisk tilgang til det gode liv (det fortælles at den længste rejse de var ude på var en togrejse fra Libourne ind til Bordeaux) førte de Lafleur videre frem til 1980'erne. Her sørgede Marie Robin - den længst levende af søstrene - for, at det unge par Jacques og Sylvie Guinaudeau blev indsat som bestyrere med forkøbsret den dag hun gik bort.

Jacques og Sylvie Guinaudeau påbegyndte en nænsom restaurering af vinmarken hvor end ikke døde vinstokke var blevet erstattet i de sidste 20 år af de to søstres regime. De fastholdt, at Merlot og Cabernet Franc fortsat skulle dele de 4,58 ha. og forblev i det hele taget tro mod Château Lafleurs fundament, for som Jacques Guinaudeau senere har fortalt "vi havde ikke råd til andet".

Marie Robin døde i 2001 og her valgte Jacques og Sylvie at give slip på deres anparter i Château Le Gay for at få råd til at købe de 5 familiemedlemmer, der havde aktier i Lafleur, ud. Og da Jacques Guinaudeau er Charles Greloud ‘s tipoldebarn, er Château Lafleur - om end ikke i lige linje så alligevel som noget ganske enestående - forblevet i samme families eje i mere end 150 år.

I dag har Jacques og Sylvie (næsten) givet stafetten videre til deres søn Baptiste og svigerdatter Julie, og selvom historiebøgerne og stort anlagte vertikalsmagninger vidner om, at der blev skabt fantastiske vine tilbage i tiden, er de fleste eksperter enige om, at Château Lafleur aldrig har leveret på et så højt niveau, som nu.  Således kan vinene fra årgangene 2016, 2015, 2014, 2012, 2010, 2009, 2008, 2006, 2005, 2004, 2001 og 2000 alle kategoriseres som fremragende!