Med god hjælp fra den berømte konsulent Michel Rolland og det team, der også står bag vinene fra Clos du Clocher og Château Bonalgue i Pomerol, lykkes det for Château du Courlat at producere en af de bedste og mest stabile vine i hele Lussac-Saint-Emilion.
Hovedrollen indtages af druen Merlot, der høstes maskinelt fra vinstokke med en gennemsnitsalder på 25 år. Druerne sorteres en første gang, mens de stadig befinder sig ombord på høstmaskinen og endnu engang, når de bevæger sig hen over det vibrerende bord, der under høsten stilles op ved indgangen til kælderen.
Druerne knuses inden de pumpes op i cement og rustfrit stål hvor de med daglige overpumpninger i løbet af 4 uger forvandles til en ung vin som presses og efterfølgende modner halvt i cement og halvt i brugte fade indtil den næste høst begynder at presse sig på. Så sammenstikkes den endelige cuvée og efter en traditionel klaring med friske æggehvider og en let filtreres tappes vinen på flaske således at tankene og fadene kan nå at blive klar til endnu en årgang.
Resultatet er en fint duftende vin med elegante associationer til jordbær, solbær, røde blommer og pikante strejf af kanel. Det kan smages at vinen har nydt godt af, at solen virkelig skinnede i Saint Emilion i 2018 og den er både lidt fyldige og lidt mere frugtsød end 2017'eren uden det påvirker balancen. Kort sagt charmerende og veloplagt!
Vinen fortjener de store Bordeaux glas og måske endda en tur på karaffel, hvis du ønsker at klippe toppen af friskheden, og den er qua den fine underliggende syre en indlysende ledsager til de mere intense retter. Prøv den for eksempel sammen med en gang hjemmelavede anderilletter gerne sammen med fine strimler af syrligt syltet selleri.