Denne Chardonnay er en fin lille overraskelse fra Loire og en dejlig forfriskning, når solen skinner - eller når man godt kunne tænke sig, at den gjorde det. Den tilhører en serie af franske vine, som eksklusivt er produceret til Løgismose, og da alle vine i serien bliver tappet i Loire, har vi valgt at kalde serien for "Jardin de France".
Det er Pierre-Jean Sauvion fra det fine Château du Cléray, der er arkitekten bag vinene og selvom de ikke produceres på Château du Cléray er Pierre-Jean så begejstret for resultatet, at vi gerne må flage slottet. Pierre-Jean Sauvion kalder sig selv for en "Façonneur de Plaisir", hvilket på dansk betyder noget i retning af en person, der er sat i verden for at skabe fornøjelse, og det er præcis det han formår med "Jardin de France".
Pierre-Jean Sauvion har i en årrække samarbejdet med Lacheteau i Mouzillon, når han ikke selv havde frugten til sine projekter. Så da Lacheteau i 2005 blev opkøbt af den ekspansive Groupe Grands Chais de France fik han adgang til et fantastisk netværk og næsten uanede ressourcer. "Jardin de France" er således funderet på de muligheder, der opstår, når man får adgang til frugten fra flere end 2.500 drueleverandører, som tilsammen kultiverer mere end 4.000 ha. med vinstokke.
Her er der tale om frugten fra en række forskellige vinmarker langs Loirefloden som møder hinanden på Grands Chais topmoderne vineri Le Champteloup, der ligger syd for den gamle Pont de Dumnacus. Her fjernes alle stilke forud for presningen af druerne, og mosten fra de forskellige parceller gærer alle hver for sig i rustfrit stål. Herefter har Pierre-Jean Sauvion og vinmageren Rodolphe Allain smagt på de forskellige muligheder og sammenstukket denne cuvée, som efterfølgende har fået lov til at modne sur Lie i 4 måneder inden den er klaret, filtreret og tappet på flaske.
Der er plantet Chardonnay i snart sagt alle vinproducerende lande, og druens vine kommer med mange ansigter, lige fra de terroir drevne fadbårne mesterværker fra de gyldne skråninger i Bourgogne til de helt ligegyldige industrivine, som ikke engang flager hvorfra de kommer. I Loire bliver Chardonnay som type mere sprød og frisk end de fleste andre steder, så hvis du leder efter et alternativ til de mere voluminøse, tør vi skrive gammeldags, Chardonnay typer, så er dette et godt bud.
Diskret blomstrende i næsen med noter af æble, abrikos og citrus og derpå frisk, let, ja nærmest letsindig i munden. En herlig let drikkelig vin, som gerne må serveres direkte fra køleskabet til ubudne gæster og/eller til lette retter, hvor friskheden og sprødheden også er i fokus på tallerkenerne.