Moët-Hennessy's team i Argentina, som kalder sig "the vineyardists", har under ledelse af den karismatiske Hervé Birnie-Scott de sidste 25 år forvandlet det, der skulle have handlet om sydamerikanske bobler, til et referencepunkt, når det kommer til argentinske vine fra højt beliggende vinmarker.
Denne Chardonnay High Altitude Vineyards er identisk med den Chardonnay, der bliver kaldt Reserva på de oversøiske markeder, men da Terrazas de Los Andes flere gange er blevet pålagt at tildække ordet "Reserva" på flaskerne i forbindelse med eksporten til Europa, har de valgt at fjerne kategoriseringen fra flaskerne, således at der på der nu kun står Chardonnay High Altitude Vineyards på flaskerne. Årsagen er, at begreberne Reserva og Reserve i snart 15 år har været spiddet i et spind af spanske forsøg på protektionisme, og efterfølgende et EU-bureaukrati, som ikke har kunnet få den formelle tilladelse til, at ikke EU-lande måtte skrive Reserva og Reserve på deres vinflasker ratificeret, fordi de spanske myndigheder vedbliver med at "glemme" at underskrive dokumenterne.
Med eller uden Reserva på flaskerne er der i modsætning til tidligere nu udelukkende tale om frugt fra relativt nyanlagte parceller med 10-20 år gamle vinstokke på kølige terrasser i 1.200-1.300 meters højde i Uco Valley, hvor moderne drypvandingsanlæg har erstattet de historiske kunstvandingskanaler.
Høsten er manuel og frugten transporteres til vineriet i køle biler hvor alle stilke fjernes efter en soignering af klaserne. Herefter følger presningen hvorefter mosten forvandles til vin i thermoregulerede ståltanke. Den malolaktiske gæring undertrykkes, og herefter beslutter vinmagerne Marcos Fernandez og Gonzalo Carrasco afhængig af årgangens frugtprofil hvor stor en del af vinen der skal forblive i ståltankene og hvor stor en del der skal modne i brugte og nye franske fade for at ramme det på en gang friske og burgundiske udtryk, der er vinens signatur. En signatur som de fleste i den nye generation af californiske vinmagere i øvrigt efterstræber, men sjældent rammer lige så præcist som her. Terrazas de los Andes flager ikke hvor stor en del af vinen, der kysser fadet, men et godt bud er at det ikke er mere end 35-40%, som får lov til at suge sødme og krydderi inden den endelige cuvée efter 8 måneder sammenstikkes, filtreres og tappes på flaske.
"The latest Terrazas Reserva Chardonnay continues to surprise me every day. Its fantastic level of natural acidity allows us a subtle winemaking, which results in a very elegant white. During blind wine tastings, I remember many people were surprised by its French-driven style!" - Gonzalo Carrasco, Head Winemaker hos Terrazas de Los Andes.