Det er tilladt at bruge op til 30% Chardonnay i en Soave, også efter den er blevet rykket op i DOCG, men Stefano Inama foretrækker sine Soave vine "rene" og derfor producerer han en 100% Chardonnay fra 1 ha. han havde i forvejen, og så de 2 ha. med Chardonnay vinstokke, som han erhvervede lige efter årtusindeskiftet oppe midt på Soaves måske mest berømte vulkanske skråning Foscarina.

Stefano overvejer stadig om der skal plantes Garganega, når vinstokkene der nu er omkring 30 år gamle, engang skal fornyes. Meget taler for det. Eneste problem er bare, at denne Chardonnay smager uforskammet godt og hvis han trækker frugten fra Foscarina ud af ligningen vil vinen ikke være den samme.

Druerne høstes i hånden og køres de 5 km. over til vingården, der ligger på den ”forkerte” side af motorvejen mellem Verona til Venedig. Vel fremme afstilkes druerne og presses hvorefter mosten først får lov til at trække med drueskinnet i 3 timer inden dette sies fra, og derpå yderligere 12 timer inden temperaturen hæves og den egentlige gæring går i gang uden tilsætning af fremmede gærstammer. Efter gæringen modner vinen 6 måneder ”sur Lie” i de same rustfri stål tanke inden den filtreres ganske let og tappes på flaske.

En på en gang intens og livlig vin med en fin duft af meloner, æbler og æbleblomster, der bliver holdt fint i skak af moden citrus. En relativt fyldig, dejlig aromatisk og først og fremmest frisk og vedholdende Chardonnay med sin helt egen charme og DNA. En vin som alle, der holder af god Mâcon bør kende, ikke som et alternativ, men som et fint supplement.

Stefano synes selv, at vinen er fantastisk sammen med skovjordbær, men da de jo er sjældne og sæsonen er kort, synes vi også, at du skulle prøve den som aperitif eller til delikate retter med fisk og fjerkræ. Prøv den for eksempel til et kyllingebryst stegt på benet med farserede morkler, sprødstegt skind, friskbælgede grønærter og morkelsauce. 

"Jeg mødte Stefano Inama foran hans topmoderne vinhus uden for den lille by San Bonifacio lige syd for de udslukte vulkaner, der danner rammerne for Soave Classico.
Efter en kort rundvisning og besigtigelse af de obligate egefade og ståltanke, kørte vi en kort tur nordpå for at se hans vinmarker. Det var isnende koldt, og rimfrosten lå over de smukke vinstokke, som stod bundet op i espalier. Jeg kunne ikke lade være med at rose det smukke syn, men det skulle jeg aldrig have gjort.
Dette var ikke Soave Classico, det var bare Soave, et nymodens distrikt, der havde ødelagt navnet for den rigtige Soave, der kun kan gro i lava af basalt. Espalierer var en grådig og dum opfindelse, som gav et stort udbytte, men ringe kvalitet.
Stefano indrømmede imidlertid, at han selv havde marker med espalier, men det var meget gamle stokke, og de gamle stokke udgjorde et dilemma. De havde lavt udbytte, men en intens smag, så han mente de skulle blive stående ­ men når han planter nye, bliver det med guyot ikke espalier.
Talen om kvalitet, jorden og markens eksponering fortsatte, indtil vi sad på et af Soaves lokale Enoteca med hans medbragte vine, pasta med knust ansjos, komaver i tomat og rosmarin, oste og creme catalan ­ og så går vi over til at snakke om samarbejdet."
Christian Grønlykke i 2006