Jacques Selosse er et lille familiefirma, som er blevet en institution i vinens verden selvom de længe opererede fra blot 6 ha. vinmarker omkring Avize og en produktion på kun små 40.000 flasker.
I dag er der blevet tilkøbt yderligere interessante parceller og produktionen nærmer sig 80.000 flasker. Selvom det stadig ikke er meget fylder Jacques Selosse rigtig meget, når det handler om kvalitet og modernisme i Champagne. Det er Anselme Selosse - uddannet på Lycée Viticole i Beaune - som nu forsøger at skabe en række vine, som, eksponerer de subtile aromaer vi ellers kun finder i de bedste vine fra Mersault og Montrachet.
Hos Selosse er alt håndarbejde, druerne er håndplukket og den første gæring finder altid sted i egefade. Den ny vin forbliver "sur lie" i mindst 6 måneder med omrøring i fadet en gang om ugen, og først derefter starter den op til 7 år lange rejse frem mod "degorgement".
En af Anselmes nyskabelser har været indførelsen af et såkaldt "Solera system" til husets "Vin de Reserve". I dette system bliver en tredjedel af den eksisterende "reserve vin" brugt i årets "non-vintage cuvée", og herefter bliver den ledige plads erstattet af vine fra den seneste årgang. Dette betyder, at "reserve vinen" hos Selosse år efter år er blevet mere kompleks, og resultatet er blevet en række vine, som reelt har udvidet den mulige aromaprofil for Champagne.
Alle Selosse Champagner - undtagen La Cote Faron (tidligere Contraste) og Non Vintage Rosé - er fremstillet af 100% Chardonnay, og udtrykket er tørt og præget af en markant mineralitet, som den kalkrige undergrund omkring Avize begaver vinene med.
Resultatet er yderst finesserige og altid smukt balancerede vine, der alle udvikler sig smukt 5 til 10 år efter frigivelsen, måske mere.