En af de fornemste ambassadører for Meunier-druen er Champagne Belin, som i dag ledes af Olivier Belin, og han har det ikke fra fremmede. Hans morfar Henri Planson degorgerede så tidligt som i 1963 - og som den første i den parisiske ende af Vallée de la Marne - sin første Meunier funderede Champagne. Men det var først i 1997, da barnebarnet kom hjem til gården med et diplom i ønologi i lommen, at det sidste manuelle arbejde i kælderen blev automatiseret og produktionen begyndte at kigge op over de 15.000 flasker. Siden er kælderen blevet udvidet og moderniseret med blandt andet en automatisk Coquard-presse der tager 4.000 kg druer af gangen, og nu har produktionen rundet de 40.000 flasker, som hovedsageligt sælges til restauranterne langs Marne-floden.
Der har været en rosé i portofølgen altid, men det var først i forbindelse med et ”facelift” i 2016 at Oliver Belin valgte ikke at sætte sit lys under en skæppe og kaldte den ”Rose des Fables”. Altså den eventyrlige eller måske endda fabelagtige rosé. Der er tale om frugt fra omkring 30 år gamle vinstokke som kultiveres i henhold til retningslinjerne afstukket i "Haute Valeur Environnementale" og indenfor rammerne af "Vignerons indépendants de Champagne".
Høsten er både manuel og maskinel og drueklaserne soigneres inden de ryger op i pressen hvor 60-65% af vægten forvandles til en most der får lov til at sætte sig inden gæringen i rustfrit stål. Den unge "Vin de Base" (2018) får lov til at ligge sur Lie frem til årsskiftet hvor den lige inden tirage tilsættes op til 30% "Vin de Reserve" fra de 2 foregående år hvoraf halvdelen er Pinot Menuer vinificeret til rødvin. Derpå følger 18-22 måneder gæring og efterfølgende modning i flaskerne frem mod degorgement og en dosage på 9g.
En sat rosa meget aromatisk, let løbende og elskelig Champane rosé som Oliver Belin selv kalder ”Une belle alchimie à découvrir!” Masser af jordbær, kirsebær, hindbær, blåbær, blodappelsin, fersken og ananas (fortsæt selv) som bliver eksekveret med storartet friskhed i midterpartiet og mild cremet næsten leflende charme hen mod slutningen.