Benoit Marguet er et af Champagnes største talenter, og danske Søren Frank sætter ham endda i kategori med Krug og Jacques Selosse i sin seneste bog om Champagne og giver dermed 6 funklende stjerner til det, der må betegnes som bogens mest spektakulære underdog.
Han er næste generation Selosse i den forstand, at han tager det hele et skridt videre. Ingen sukker tilsættes i dosagen, og efter nogle år helt uden tilsætning af svovl, er den konserverende svovl tilbage, men i så ultralave doser, at vi bestemt stadig befinder os i naturvinsuniverset, og det fornemme er at smagen nu befinder sig i sin egen kategori, hvor mange vinnydere med klassisk smag begejstres på lige fod med naturvinsentusiaster. Det er rent ud sagt fascinerende!
Benoit dyrker Champagnes terroir, ligesom man gør det i Bourgogne. Kommunerne holdes adskilte og lanceres som sådan. Enkeltmarker ligeså, og hele tiden er der, i rastløse og kærlige favntag med naturens naturlige muligheder, nye vine på. Benoit er ganske enkelt en ener, som forener det tekniske i vinproduktionen, kontrollen og renheden med det spirituelle, følsomme og endda elementer af shamanisme. Det er det bedste fra to verdener som - når alting lykkes - forenes på en nærmest overnaturlig måde!
Her den 2. årgang (2014 var den første og i 2015 blev vinen ikke produceret) af Benoits første enkeltmarks Blanc de Noirs Brut Nature skabt på frugt fra det berømte Grand Cru Lieux-dit Les Saints Rémys på den vestlige side af Ambonnay. Der er tale om et par rækker med vinstokke på blot 0,37 ha sat i 1975 og 1992. hen over en lille bakkekam hvilket giver den noget usædvanlige eksponering syd OG nord.
Manuel høst og sortering af druerne forud for gæringen uden fremmede gærstammer på et par brugte fade og et enkelt lidt større æggeformet Foudre produceret hos Taransaud, og hvis de malolaktiske fermentering ikke forekommer naturligt i nogle af fadene bliver den bare udeladt. Den modner ”sur Lie” helt frem til juli måned efter høsten hvor den endelige vin sammenstikkes og tappes på flaske. Her får den efter den fornyede gæring lov til at udvikle sin mousse og sine aromaer i mere end 40 måneder inden bundfaldet bliver skudt bort og erstattet med vin fra andre flasker. Altså en Brut Nature helt uden filter (dosage).
Dette er en vin fremstillet med såkaldt lav intervention, og så behersket anvendelse af svovl, at vi lander i naturvins familien, hvor vi hos Løgismose ligesom mange andre taler om, hvor "Funky" oplevelsen er. Det er et udtryk for, hvor vidt vinene smagsmæssigt adskiller sig fra konventionelt producerede vine, og for at forventningsafstemme og gøre det lidt nemmere at navigere i dette spændende univers har vi valgt at graduere dette grafisk:

Forvent diskrete naturvins-karakteristika
Certificeret Biodynamisk af L'Association Demeter France FR-BIO-01-63030