Champagne "La Côte Faron" Grand Cru Brut NV er en af de 6 "Lieux-Dits" Champagner, som begyndte at rulle ind i samlernes kældre i begyndelsen af 2012, og reelt er der tale om den vin vi tidligere kendte som Contraste. Der er tale om 100% Pinot Noir, altså en Blanc de Noir, og frugten kommer nu som før fra et enkelt lille parcel udenfor Mareuil sur Aÿ.
Druerne er håndplukket og den første gæring sker i hovedsageligt brugte og højest 15% nye egefade. Den unge vin forbliver "sur lie" i mindst 6 måneder med omrøring i fadet en gang om ugen, hvorefter den forenes med Pinot Noir fra tidligere årgange i et solera-system som blev etableret i 1994. Inden da har Anselme Selosse sammenstukket og aftappet årets cuvée fra soleraen, som efter flaskegæringen modner 72 måneder inden disgorgement og en meget beskeden eller ikke eksisterende dosage (0-4 g/l).
Med blot omkring 1.600 flasker til salg ved siden af den berømte kasse med de 5 andre terroir drevne Champagner er dette en uhyre sjældent udbudt vin, og vi har naturligvis kun ganske få flasker.
Champagne Selosse skaber spektakulære og kontrapunktiske vine hovedsageligt på Côte des Blancs og huset er blevet et forbillede og en stor inspirationskilde for en lang række af de mest idealistiske vinavlere i den nye generation. Som vinmager er han inspireret af de burgundiske metoder, og modning på nye og brugte fade er et af de elementer, som Anselme har taget med sig til Champagne efter at han have studeret i Beaune.
Anselme trækker sine originale spor ved at plukke sine druer senere end næsten alle andre, og hans ekstremt lave høstudbytter var og er stadig en revolution i Champagne. Resultatet er intense vine med markante personligheder og fabelagtig kompleksitet, som tilmed udvikler sig i adskillige år efter, at Champagne proppen er blevet skudt på plads.
Men den fadrige, fyldige nærmest fede stil med æblerige og oxyderede aromaer deler vandene. Enten er Selosse et grænsesøgende geni, som efterstræber perfektionen i hidtil usete udtryk, eller også er han en af vor tids mest overvurderede vinproducenter. Champagne Selosse deler vandene, men ingen benægter, at alle vinene er pakket med ekstreme mængder af smag, lidt ligesom ”en elefant i en åben Ferrari”, som vi så billedrigt har set det beskrevet. Og det var kærligt ment!
Produktionen er begrænset og Champagne Selosse har tiltrukket sig opmærksomhed fra hele verden. Alt for mange vil gerne følge med i og diskutere udviklingen, og vinene fra Selosse er derfor blevet kostbare og ofte er de uopdrivelige. Derfor gælder det om at gribe chancen, især når nogle af de sjældent udbudte cuvéer kommer til salg i fri handel.
Bemærk at ekspertvurderingerne nedenfor ikke nødvendigvis referer til den cuvée og det tidspunkt for degorgement som vi aktuelt har til salg.