Der er løbet en del vand i åen siden Henri og Remi Krug introducerede tanken om en rosé for deres far Paul tilbage i 1983, og et og andet er blevet væk i mellemtiden, hvis denne vin, funderet på frugt fra 2012-årgangen, blot skulle være den 24. i rækken.
Eller også er det sådan, at nomenklaturen, som først blev introduceret i forbindelse med at roséen, der primært var funderet på frugten fra 2004-høsten, blev lanceret som den 17ème Édition af Krug Rosé i 2012, blot er en nummerering af den stadigt flydende strøm af små kunstværker, som Chef de la Cave Julie Cavil og legenden Eric Lebel, som stadig rumsterer, begaver os med.
Hvorom alting er, så er Krug Rosé nu, om ikke blevet en årgangsvin, så blevet en vin som bekender sig til den diversitet, som blandt andet årgangenes spil forårsager, og hver enkelt Édition kommer nu med en fortælling, som kan blive vores, hvis vi forfølger det Krug ID, som er printet på alle flasker. Således er denne 24ème Édition frigivet med 3 ID-numre, som fortæller os, at vinen har været 7 år under vejs og egentlig skulle have været funderet på 2012-høsten, men på grund af klimatiske udfordringer i form af frost, regn og hagl samt for megen tørke frem mod høsten endte man med en beskeden høst og nogle unge vine, som i den grad skulle stives af med tilskud fra de såkaldte "vins de reserve", får at indfri familien Krug's ambitioner.
Således er der i denne 24ème Édition blot 29% frugt til stede fra 2012-årgangen, mens de resterende 71% er et potpourri af 22 forskellige reserve vine fra 7 forskellige årgange med 2006 som den ældste, og det er således anden gang i træk at mængden af reservevine er større end mængden af vin fra basisårgangen hvilket nok skal få nogen til at hævde at alt det hype det lykkes at stable på benene i forbindelse med lanceringen er i overkanten.
Vinen er sammenstukket til den ønske sarte nuance med omkring 10% rød Pinot Noir i foråret 2013 hvorefter den er flaskegæret og modnet i mindst 80 måneder frem mod degorgement og den relativt beskedne dosage på 6g. fra foråret 2019 og frem.
”Krug är för mig något mer än en Champagne. Det är ett begrepp som står för konstnärskap, tradition, hantverk och stunder av maximal njutning. Krugfamiljen har använt samma metoder sedan huset grundades 1843 av Johann-Joseph Krug från Mainz. Det är knappast troligt att Krugs filosofi kommer att överges inom överskådlig tid, eftersom framgången varit så enorm. (...) Om tillfälle ges; försumma aldrig chansen att dricka en Krug!” Richard Juhlin