Louis Roederer et af de sidste uafhængige familieejede store Champagne huse, og samtidig et af de mest veldrevne, respekterede og hvad de færreste nok ved progressive på den konservative vinscene i Champagne. Her i begyndelsen af det nye millennium er det lykkedes dem at fintune deres Cristal - en af de ældste såkaldte prestigecuvéer i Champagne - så den i dag rangeres på linje med Krug og Dom Pérignon, og resten af produktlinjen er også af høj, høj klasse.
Louis Roederer blev grundlagt i 1776 som Dubois Père & Fils og fik sit nuværende navn i 1833. I 1876 opfordrede den russiske Zar Alexander II, der var blevet stamkunde hos Louis Roederer, huset til at tage samarbejdet et skridt videre og producere en helt særlig Champagne eksklusivt til Zaren og den russiske elite. En Champagne der skulle skille sig ud både med hensyn til udstyr og indhold. Resultatet blev en klar ægte krystalflaske, som indeholdt et sammenstik fra Louis Roederers 7 bedst eksponerede vinmarker, der blev degorgeret efter 24 måneder og tilsat så meget likør, at den angiveligt fremstod sødere end den type vi i dag kalder Champagner Sec.
Den russiske forbindelse forblev den gyldne indtægtskilde for Louis Roederer helt frem til den russiske revolution. Her opdagede man så på den hårde måde at det er risikofyldt kun at spille på en hest og mellemkrigsårene blev efterfølgende en omstillingsperiode hvor Louis Roederer tilpassede stilen til de nye markeder, som ikke havde den samme søde tand som russerne.
I den periode endte enken Camille Olry-Roederer for bordenden og blev kendt for via utallige fester at tiltrække et nyt, ungt og sorgløst klientel til Louis Roederer samtidigt med at hun i et krisepræget og modløst Champagne investerede i vinmarker i Avize, Aÿ, Chouilly, Cramant, Cumières, Hautvillers, Louvois, Le Mesnil, Verzy, Verzenay og Vertus. Vinmarker, som alle senere har fået status af 1. Cru eller Grand Cru og som er hovedårsagen til, at Louis Roederer nu er op til 75% selvforsynende med frugt.
I dag er det Camille Olry-Roederers oldebarn Frédéric Rouzaud som i 7. generation fører familien virksomheden videre i noget der efterhånden ligner et ubrydeligt partnerskab med den mangeårige karismatiske Chef de Cave Jean-Baptiste Lécaillon.
Han har fået nærmest frie hænder til at trække Champagne Louis Roederer mod strømmen. Louis Roederer har således været på vej mod økologi siden 1999 og er nu med 130 certificerede ha. langt den største økologiske Champagne producent i et distrikt hvor kun omkring 700 ha. af i alt 34.000 ha. dyrkes økologisk. 65% af den frugt, der rammer Louis Roederers kælder - herunder al frugt til Cristal - er således i dag økologisk.
Jean-Baptiste Lécaillon kalder økologi og biodynamik for landbrugets "haute couture", og hans mantra er, at begrebet "terroir" kun er meningsfyldt, hvis man undlader brugen af de "udryddelsesmidler", som i deres oprindelige form var tiltænkt mennesker.
Louis Roederer skilter imidlertid ikke med økologien på flaskerne. Den er - som Jean-Baptiste Lécaillon formulerer det - ikke et mål i sig selv, men et middel på rejsen mod målet, og de forbrugere, som søger tryghed i de forskellige myndigheders stempler, befinder sig ikke i Champagne Louis Roederers målgruppe.
Økologi er måske ikke særlig opsigtsvækkende i den vide verden, men i Champagne er det. Det samme er Jean-Baptiste Lécaillon fravalg af fremmede styrende gærkulturer i kælderen og de senere års reduktion af trykket i flaskerne for at opnå mere frugt og en mere cremet finesse i de forskellige Champagner.