La Grande Dame prydes i 2012-årgangen af diskrete polkaprikker på etiketten og endnu flere og knap så diskrete polkaprikker på gaveæsken, hvor de bliver svunget til en på en gang naiv og fascinerende blomst, der skal symbolisere vitalitet, kærlighed og livsglæde.
Det er den ikoniske japanske kunstner Yayoi Kusamas, der står bag, og i tilgift har hun også skabt en lille skulptur i lakeret kobber, som omfavner 100 nummererede magnumflasker. Kunstværket har fået navnet "My Heart That Blooms in the Darkness of The Night", og efter det er blevet præsenteret i alverdens livsstilsmagasiner, har liebhavere ladet sig skrive på venteliste hos Sothebys, hvor et af de nummererede værker, efter at have været vurderet til 400.000 kr., har fået hammerslag ved 1.100.000 kr. i Hong Kong i juni 2021.
Madame Barbe-Nicole Clicquot Ponsardin var på mange måder forud for sin tid. Hun mistede i 1805 sin mand, og stod som 27-årig alene tilbage med en datter på 3 og Champagnehuset Clicquot, som endnu ikke helt havde fundet ind til sin stil. Hun traf den på det tidspunkt meget kontroversielle beslutning at træde ind i den mandsdominerede verden og føre familiefirmaet videre på trods af, at hun intet vidste om fremstilling, salg og markedsføring af Champagne.
Det blev til et halvt århundrede hvor hun både udfordrede og rystede the establishment og vel egentlig forandre Champagne for altid. Sammen med sin kældermester opfandt hun det, vi i dag kender som remuage-systemet (den proces hvor flaskerne langsomt bringes fra vandret til lodret position for til sidst at få skudt bundfaldet væk). I 1810 begavede de os med den første vintage Champagne, og i 1818 lancerede de den lyserøde Champagne som vintype ved at tilsætte rødvin til cuvéeen inden 2. gæringen i flaskerne.
Disse meritter blev fejret/hædret ved at lancere denne La Grande Dame i forbindelse med Champagne Veuve Clicquots 200-års jubilæum i 1972 (en vintage 1966), og da Madame Clicquot allerede i 1825 konkluderede, at det er ”de blå druer, der begaver os med de bedste hvidvine” har det aldrig været diskuteret, at Pinot Noir skulle være den alt dominerende drue i vinen. En dominans, som her i den meget vellykkede og begejstrende 2012-årgang udmønter sig i 90%.
Der er tale om Pinot Noir fra Veuve Clicquots egne Grand Cru parceller i Aÿ, Ambonnay, Bouzy, Verzy samt Verzenay og Chardonnay fra parceller omkring Le-Mesnil-sur-Oger. Traditionel gæring i stål og beton fulgt af fadlagring i brugte fade i op til 12 måneder for hovedparten af vinene inden den endelige cuvée er sammenstukket og efter den fornyede gæring modnet i næsten 10 år inden de første flasker blev degorgeret ned i nærheden af Extra Brut med en dosage på 6 g. i foråret 2020.
"La Grande Dame 2012 is a wine that is both precise and delicate. It is playful, lively, laughing. This new vintage offers a strong minerality carried by Pinot Noir balanced with the freshness of the blend. Its aging potential is immense, it is a wine whose tasting makes me vibrate." Didier Mariotti – nuværende Chef de Cave hos Veuve Clicquot.
”Min vision med La Grande Dame er at tilføre vinen den elegance og finesse, som Pinot Noir fra disse særlige Grand Cru parceller besidder. På en måde er det foreningen af dybde, blødhed, lethed og elegance, der gør denne Cuvée helt exceptionel”. Dominique Demarville - Chef de Cave hos Veuve Clicquot frem til 2019.