Altid charmerende vin fra de blot 0,19 sydvest vendte ha., som Domaine Pousse D’Or ejer oppe på den berømte Premier Cru mark Les Charmes, der ligger blot et stenkast fra Clos Vougeot og Les Musigny. Her står vinstokkene i et tyndt lag jord ovenpå den næringsfattige kalksten, som tvinger rødderne ned i sprækkerne for at hente næring dybt nede i den undergrund, der kan dateres tilbage til Jurassic – perioden.
Vinstokkene, der er plantet i 1980 passes efter biodynamiske principper og i kælderen inddrages månefaserne i planlægningen af alle arbejder. Altså ingen sprøjtning med pesticider, ingen ukrudtsmidler og kun organisk gødning i vinmarken der pløjes regelmæssigt for at lufte og berige jorden.
Druerne er naturligvis håndplukkede og fremme ved vingården sker der en sortering inden druerne befries for stilkene og køles ned for udblødning i en uge inden gæringen sættes i gang uden tilsætning af fremmede gærstammer. I de tre uger gæringen varer arbejdes der med "punchdowns" morgen og aften hvorefter vinen modnes 15 måneder på fade (30% nye) uden omstikninger undervejs. Herefter er vinen tappet på flaske direkte fra fadet det andet år efter høsten uden forudgående klaring og filtrering.
Hos Pousse D’Or taler vi således ikke om flaskevarians, men fadvarians!
Les Charmes skænkes med en brillant rubinrød farve og afslører sin ædle oprindelse straks næsen nærmer sig glasset. Der er herlige blå og røde frugter i kærlig kinddans, mens de sødmefyldte krydderier fra fadlagringen klapper i takt. Derpå rig, aromatisk og særdeles kompleks i munden, med en tekstur der associerer til silke og blonder og med nogle tanniner til sidst, der nærmest opleves som kærtegnende.
Det er en som formår at begejstre tidligt mens den primære frugt lokker og forfører, men samtidigt er det også en vin, som rummer et fremragende udviklingspotentiale, hvorefter den vil få en anden sensualitet og dybde lag af urtet skovbund og svampe. De første 15 år bør ikke blive noget problem for denne vin!