Nadal har lige siden Ramon Nadal Giró i 1943 valgte at beholde sine druer og fremstille sin egen mousserende vin satset på kvalitet og bæredygtig produktion længe inden ordet økologi dukkede op i vores fælles bevidsthed. Og da vinene fandt fodfæste og produktionen senere udviklede sig til en industri funderet på tvivlsom frugt fra underbetalte vinbønder, blev Nadal en del af fortællingen om, hvad Cava kunne have været, hvis det ikke lige var fordi...
Det lå derfor ligesom i kortene, at Nadal kom til at spille en fremtrædende rolle da en håndfuld seriøse producenter forsøgte at få det lokale konsortium til at formulere nogle seriøse minimumskrav til begrebet Cava og da forhandlingerne brød sammen, var Nadel sammen med Gramona, Llopart, Recaredo, Sabaté i Coca og Torelló med til at formulere og patentere den nye Corpinnat-kategori.
Så siden februar 2019 har Nadal strøget navnet Cava fra alle deres mousserende vine og de er nu kategoriseret som Corpinnat hvilket betyder, at de i forhold til Cava skal leve op til nogle helt andre minimumskrav med hensyn til såvel oprindelse som produktionsmetoder. Det handler blandt andet om, man kun må anvende frugt fra egne vinmarker eller vinmarker som man har lejet på langtidskontrakter. Det handler om druesorter og dyrkningsmetoder (som nærmest 1:1 ligner de økologiske) og så om at høsten skal være manuelt, at vinen skal produceres af den der ejer/lejer vinmarkerne samt at vinene mindst skal modne 18 måneder i flaskerne efter den 2. gæring.
Som Xavier Nadal så fint formulerer det: "Vores bedsteforældre kaldte det for Champagne, vores forældre kaldte det for Cava, men nu løfter vi baren og skaber et benchmark for flaskegærede mousserende vine, som vores børn vil kalde Corpinnat."
Vinen erstatter den tidligere Brut Reserva og har derfor fået tilføjet det lille tillægsord Original. Den er nu som før produceret på Parellada, Macabeo og Xarel-lo, men for at skrue op for intensiteten og finessen er indholdet af Parellada for at der kan blive mere plads til Xarel-lo som jo regnes for den fineste af de grønne druer i Penedès distriktet. Frugten fra de 3 druesorter er først gæret hver for sig i rustfrit stål og derpå sammenstukket til den endelige cuvée som efter den fornyede gæring i flasken modner 24 måneder på bundfaldet frem mod degorgement og et skud likør på 5g. pr. liter. Med andre ord en modning, der er forlænget med 6-8 måneder og en dosage, som er reduceret med 3-4 g., siden vinen kaldte sig Cava.
Resultatet er en overbevisende mousserende vin, som vi i en overgangsperiode tillader os at kalde Cava Corpinnat. Et navn som meget vel også kan blive det fremtidige, hvis de stridende parter engang kommer overens. Fine perler og en ganske intens aroma præget af ferskner, næsten modne æbler og pærer samt lidt brioche og friske hasselnødder. Frugtig, dejlig ren og ganske finesserig med netop det forfriskende og mundrensende pust, der gør den velegnet som apéritif eller som ledsager til masser af serveringer med fisk og skaldyr.