En særdeles farverig vin, som dufter magtfuldt af sommerens røde og sorte frugter. Der er både hindbær, solbær og brombær, og festen fortsætter i munden hvor den friske syre får godt modspil fra frugten, inden nogle lidt mere grønne og urtete noter forsikrer os om, at vi er langt væk fra den oversøiske selvforståelse, som har sneget sig ind omkring druen Malbec. Men samtidigt også en vin som sikkert ikke var blevet opfundet, hvis det ikke var for det argentinske eventyr.
En uhøjtidelig på forunderlig vis både blød og robust vin, som selvfølgelig vil gøre sig sammen med de mættende regionale retter fra Gascogne som for eksempel en omelet med trøfler, et kandiserede andebryst med blommer, eller helt tynde blødende skiver af smør mør Magret de Canard.
På fransk betyder "Le Gouleyant" letløbende og let at drikke og vinen er da også fremstillet efter den metode som Bertrand Gabriel Vigouroux kalder for "Ni Ni" hvilket hentyder til hverken for varmt eller for koldt, og hverken for lang eller for kort gæring med henblik på at skabe en meget frugtig aromatisk vin med bløde tanniner. "Un vin Gouleyant".
Så her er muligheden for at komme ”hjem” til Frankrig for alle dem som er blevet fanget af Malbec druens potens og charme i argentinsk forklædning.