Moët-Hennessy's team i Argentina, som kalder sig "the vineyardists", har under ledelse af den karismatiske Hervé Birnie-Scott de sidste 25 år forvandlet det, der skulle have handlet om sydamerikanske bobler, til et referencepunkt, når det kommer til argentinske rødvine fra højt beliggende vinmarker.
Denne Cabernet Sauvignon fra High Altitude Vineyards er identisk med den Reserva Cabernet Sauvignon på de oversøiske markeder, men Terrazas de Los Andes er flere gange blevet pålagt at tildække ordet "Reserva" på flaskerne i forbindelse med eksporten til Europa og de har derfor valgt at fjerne kategoriseringen fra flaskerne, således at der på der nu kun står Cabernet Sauvignon High Altitude Vineyards på flaskerne. Årsagen er, at begreberne Reserva og Reserve i snart 15 år har været spiddet i et spind af spanske forsøg på protektionisme, og efterfølgende et EU-bureaukrati, som ikke har kunnet få den formelle tilladelse til, at ikke EU-lande måtte skrive Reserva og Reserve på deres vinflasker ratificeret, fordi de spanske myndigheder vedbliver med at "glemme" at underskrive dokumenterne.
Med eller uden Reserva på flaskerne er der tale om frugt fra Luján de Cuyo og nu også den noget køligere Uco Valley, og der er tale om 20-80 år gamle vinstokke, der står på plateauerne i 1050-1100 meters højde mellem gamle sirligt anlagte kunstvandingskanaler eller med drypvandingsanlæg, der hvor der ikke er anlagt kanaler i vinmarkerne
Høsten er manuel, og turen hen til vineriet, hvor de ældste bygninger er fra 1898, sker i køle biler for at værne om friskheden. Efter en soignering af drueklaserne fjernes alle stilke, hvorefter druerne knuses og gærer til vin i store oprejste egetønder, hvorefter vinen modner 12 måneder i 1 til 4 gange brugte franske fade, inden den endelige cuvée sammenstikkes af vinene fra de forskellige parceller til den endelige cuvée som efter en let filtrering tappes på flaske.
En fin mørk Cabernet Sauvignon med dejlige mørke bær og en lind strøm af underliggende friskhed, som mange andre argentinske Cabernet vine godt kan savne. Bare 13% alkohol takket være de højt beliggende vinmarker og med en profil som tåler et par år eller flere i flasken inden vinen nydes. Det er et spørgsmål om smagspræferencer.
"For this vintage we included Cabernet growing in the Uco Valley, an area considered to be too cold for a variety which enjoys warm temperatures. Once again, nature defied the odds and we achieved a remarkable ripeness and great natural acidity. This wine is always welcome on my table, it is without a doubt the beginning of great stories." - Nicolas, Oenological Processes Operator hos Terrazas de Los Andes