Denne Cabernet Franc er lidt mere tør og såmænd også lidt mere seriøs end mange af dem, der sælge som Cabernet d’Anjou, og med sin pikante beherskede sødme, der bliver sendt af sted af en læskende syre, er dette en vin, der rammer de fleste. De kan bare noget med Cabernet Franc i Loire!
Vinen er skabt på frugten fra en række forskellige vinmarker i Anjou og Touraine, der med sin sandede lerjord med et højt indhold af kalksten sikrer en fin mineralitet i vinene. Druerne er maskinhøstede og presses straks, de ankommer til det topmoderne vineri kaldet Le Champteloup, der ligger syd for den gamle Pont de Dumnacus. Mosten får lov til at udbløde koldt i 6-9 timer indtil det ønskede farvespil indfinder sig, og herefter pumpes mosten fri af skaller og kerner hvorefter den gærer til vin i rustfrit stål og efterfølgende modner i 6 måneder. Og herefter filtreres, klares og tappes vinen på flaske.
Resultatet er smuk sart laksefarvet vin, som skænkes med en delikat blomstrende duft, der byder sig til med fine noter af friske jordbær og citronverbena, der får lidt kant fra forskellige citrusfrugter. Den er aromatisk let og forfriskende i munden, og den lette sødme finder fint sammen med vinens syre og skaber en mundvandsdrivende saftighed, som man nemt kommer til at holde af.
Vinens profil betyder, at den appellerer meget bredt, og den vil charmere som aperitif og gøre en god figur sammen med charcuteri, lyst saftigt fjerkræ med grillede stadig sprøde grøntsager dryppet med frisk olivenolie, eller helt simpelt sammen med lidt melon og en god lufttørret skinke.