• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,-) 0,-

Nordhavn Mikromejeri

Passion, håndværk og italiensk oste-kundskab i den Københavnske Nordhavn

På Göteborg Plads i Københavns pulserende Nordhavn finder du Nordhavn Mikromejeri – et lille mejeri med store ambitioner og italienske oste i hjertet.  

Nordhavn mikromejeri er historien om tre ildsjælde, der på baggrund af et ønske om at være bæredygtige og selvforsynende har etableret det første danske mikromejeri, der producerer italienske strækoste og traditionel dansk flødeis og sorbet. 

KIG INDENFOR I MEJERIET

Med sin baggrund i kokkefaget lå det ikke nødvendigvis i kortene for Kasper Jensen at skulle gå fuldtid som mejerist, men med den stigende efterspørgsel og en passion, der var svært at tøjle på hobbyplan, blev det en realitet.  

 

Nordhavn Mikromejeri har gennem deres etablering i 2019 og den efterfølgende udviklingsfase arbejdet sammen med Øllingegård og sparret med ligestillede mejerier i Danmark - og især Italien. Nærmere bestemt et lille mejeri for foden af de italienske alper i byen Trento, hvorfra en lang række traditionelle, italienske oste-produktionsmetoder er blevet delt. 

Nordhavn Mikromejeri har fra start udviklet en færdighed og tilgang til det stærke og traditionsbundne italienske håndværk gennem en dannelsesrejse til det lille mejeri. Mejeristerne har været ekstremt behjælpelige og informative i forhold til på rekordtid at etablere en teknik og et produkt, der er stærkt nok til at konkurrere med de bedste i produktionen af italienske strækoste. 

I sortimentet finder du: 

  • Mozzarella: klassikeren, som de fleste kender og elsker. Mikromejeriets version byder på en særlig frisk syre, som ligger behageligt langt fra supermarkedets standard-varianter; du bør ikke snyde dig selv for at smage denne mozzarella, som virkelig viser hvad typen kan! Servér helt simpelt med friske bøftomater, bitter olivenolie og lidt frisk basilikum 

  • Burrata: Måske du allerede kender burrata? I så fald tør vi godt satse på at du er tæt på afhængig. Den ultra-cremede skal af mozzarella, gemmer på en nærmest flydende kerne af strimlet mozzarella og fløde, "straciatella", som bare skal opleves. Når burrataen er helt frisklavet er den spændstig og svulmende som en ballon. Servér på toppen af god pasta med tomatsauce og lad kernen smelte udover den varme pasta. Også god at servere med friskgrillet surdejsbrød og sardiner.  

  • Stracciatella: er det ikke en is? - spørger mange, og svaret er jo. Men stracciatella er også en italienske ostetype, som absolut ikke skal overses. Stracciatella består af strimler af mozzarella som blandes med fed fløde og danner en cremet og blød ost, som det er svært ikke at forelske sig i. Prøv straciatella på toppen af din hjemmelavede pizza - husk blot først at putte osten på, efter du har bagt pizzaen, så får du den fulde smag. Når sæsonen for stenbiderrogn er her, kan vi også anbefale at servere straciatella toppet med stenbiderrogn, revet citronskal og god olivenolie - en oplagt forret, du sent vil glemme. 

  • Scarmorza: den pæreformede italienske ostetype lavet på samme mælk som mozzarellaen modner og 'tørrer' hængende i bastsnore, så den opnår en langt fastere konsistens end de andre oste i sortimentet. Denne variant er en såkaldt scarmorza affumicata, altså en røget scarmorza, som byder på en pikant røgsmag som komplementerer den fede, cremede midte. Osten har en god smelteevne og er derfor oplagt at smide på pizzaen eller på bruschetta. Prøv også osten som et indslag på et veldækket ostebord - husk blot at temperér den, ved at tage den ud af køleskabet ca. 30 min før servering.  

Obs: håndlavet håndværk rimer ikke på enorme mængder, og vi kan derfor kun præsentere et begrænset antal oste hver uge.   

Serveringsforslag med oste fra Nordhavn Mikromejeri 

Mozzarella med solmodne bøftomater, god olivenolie og friskkværnet sort peber

Burrata på frisk spaghetti vendt med tomatsauce med basilikum, frisk hvidløg og olivenolie. Serveret med frisk tomatsalat med basilikum og salte kapers 

NYHED

Du kan godt begynde at glæde dig...

Første portion oste er klar til salg i butikken på Nordre Toldbod fredag 12. juni 2020

FIND BUTIKKEN