Vi havde egentlig besluttet at holde en lille pause fra Domaine Drouhin-Laroze micro negociant aktiviteter, som Caroline Drouhin søsatte under navnet Laroze de Drouhin (Rosen fra Drouhin!) tilbage i 2007, men efter hun er kommet tilbage fra barsel, er det som om vinene kommer med en ny energi.
Vi ved ikke lige hvad der er sket, men da vi smagte kollektionen fra 2018, var der så meget velsmag til stede, at vi ikke bare kunne blive siddende på hænderne. Og alt andet lige er tanken om, at man køber ind på de lavere liggende parceller og så adler frugten ved at give den en behandling, der er en Premier Cru værdig, bare fascinerende!
Der er tale om frugt fra parceller i Gevrey-Chambertin og Morey-Saint-Denis nærmere bestemt de 3 Lieux-Dits Aux Pruniers, Grand-Champs og Moutiers alle på den såkaldt "forkerte" side af route nationale D974. Druerne er plukket i de tidlige morgentimer for at de kunne nå frem til kælderen inden, det blev alt for varmt. Her er der sket en soignering af klaserne og den smukkeste 1/3 er røget direkte op i gæringstanken, mens stilkene er fjernet på resten. Der er tale om gæring uden fremmede gærstammer og vinen er efterfølgende modnet i hele 18 måneder i fade (20% nye) fra Allier og Nivernais.
Resultatet er godt hjulpet af årgangens generøse frugt blevet en vin, der skænkes med en dejlig blanding af modne blå og røde frugter, der interagerer smukt med den seriøse fadlagring. Ganske intens og med en pulserende friskhed, som leder frem til den stadig lidt faste finish. Bestemt en seriøs ambassadør for den nye Bourgogne Côte d'Or appellation.
Prøv den helt simpelt til en gang Oeufs en Meurette (smilende æg i rødvinssauce) eller til en mild cremet Brillat-Savarin.