Vi havde egentlig besluttet at holde en lille pause fra Domaine Drouhin-Laroze micro negociant aktiviteter, som Caroline Drouhin søsatte under navnet Laroze de Drouhin (Rosen fra Drouhin!) tilbage i 2007, men efter hun er kommet tilbage fra barsel, er det som om vinene kommer med en ny energi.
Vi ved ikke lige hvad der er sket, men da vi smagte kollektionen fra 2018, var der så meget velsmag til stede, at vi ikke bare kunne blive siddende på hænderne. Og alt andet lige er tanken om, at man køber ind på de lavere liggende parceller og så adler frugten ved at give den en behandling, der er en Premier Cru værdig, bare fascinerende!
Dette er den eneste hvidvin fra Maison Laroze de Drouhin og der er tale om frugt fra 2 vinbønder oppe på toppen af Côte de Nuits dels en i Marsannay La Côte og dels en i Fixin, som begge ejer parceller rige på kalksten.
Druerne er på grund af den varme sommer plukket allerede i den 3. uge af august, og der er sket en sortering inden de hele klaser røg direkte i den pneumatiske presse. Herfra fik den frit løbende most lov til at sætte sig inden den ramte gæringstanken og blev forvandlet til vin uden tilskud af fremmede gærstammer. Herefter fulgte 10 måneders modning i fade (10% nye) fra Allier og Nivernais frem mod aftapningen på flaske, der fandt sted i maj 2019.
En flot på ingen måde overgjort Chardonnay som kommer med al den nerve og gode energi man ellers godt kan savne i mange af de hvide Bourgogner fra 2018. Der er pænt med volumen på og noterne af grape, lime og moden citron holder fint fast i de blomstrende elementer, som smelter fint sammen med de lidt urtete og nøddeagtige krydderier fra fadene. Bare en seriøs ambassadør for den nye Bourgogne Côte d'Or appellation!
Prøv at give den gas og server den til "Myriade de plats de fruits de mer crus" (det helt store etageinddelte fad med helt friske rå skaldyr) eller lidt mere lige ud af landevejen til en gang vinbjergsnegle "Escargots à la Bourguignonne".