Bonnes-Mares, der fik sin Grand Cru status den 8. december 1936, breder sig over 15 ha. på højre siden af Routes des Grand Crus, når man bevæger sig mellem Morey-Saint-Denis og Chambolle-Musigny. Her ejer Drouhin-Laroze 1,5 ha. i Chambolle-enden fordi Philippe Drouhin 's bedstemor - nærmest ved en tilfældighed - fik nys om, at vinmarken var til salg en dag hun var ude at lufte sin hund tilbage i 1953!
Kun de vinstokke, som er døde gennem årene er blevet erstattet, og Philippe Drouhin fortæller, at de ældste vinstokke snart kan fejre deres 100 års fødselsdag. 2014 er den 4. årgang på stribe, der krævede en kolossal indsats i vinmarken på grund af elendigt vejr og da en mild september endelig begyndte at hele sårene arriverede den nye plage - den invasive flue Drosophila Suzukii - og lagde sine æg under drueskindet.
Efter den manuelle høst fulgte derfor en omhyggelig sortering for at slippe af med rådne og inficerede druer. Op mod 30% blev kasseret forud for gæringen hvor Philippe Drouhin ’s datter Charlotte nu er tilbage fra barsel og uden det store drama får lov til at sætte sit fingeraftryk på druernes forvandling til vin. Således indgår der for første gang omkring 30% hele drueklaser i denne Bonnes Mares ligesom andelen af nye fade fra Allier og Nivemais nu er reduceret til 60%. Vinen er modnet i 18 måneder inden den er sammenstukket i rustfrit stål og tappet på flaske i februar 2015 uden forudgående klaring eller filtrering.
Vinen har en vidunderlig mørk farve, og en fin finesse og løfterig Pinot Noir duft, som endnu er pakket lidt væk af aromaerne fra de nye fade. I smagen er der svimlende dybder, men også en fast garvesyre, som på den ene side skal have tid til at sætte sig, og som på den anden side sikrer vinen dens vidunderlige vedvarende finish.
Superbt potentiale!