Roberto Conterno har fået overdraget stafetten fra sin far Giovanni uden på nogen måde at gå på kompromis med filosofien på denne historiske ejendom lige udenfor Monforte d’Alba.
Det kan godt være at stilkene fjernes fra druer med hjælp fra det mest avancerede State-of-the-Art maskineri, der arbejder med en præcision som ville gøre enhver japansk sushikok misundelig. Det kan godt være det er de mest avancerede computerstyrede gæringstanke, der er installeret i nogen kælder i Barolo, og det kan godt være det nærmest er avantgarde, når Roberto har deltaget i udviklingen af og nu anvender et særligt udstyr, som analyserer hver enkelt prop for porøsitet og spor at prop syge, inden den ryger i flasken og at hver enkelt prop nu er forsynet med en unik kode, der fungerer som et sporbart ægthedsstempel.
Ikke desto mindre ser Roberto Conterno sig først og fremmest som en stolt forvalter af tradition, som han definerer som ”den maksimale respekt for druen Nebbiolo og det terroir, som vinstokkene står i”, og han tager gerne længe om det, han kalder ”undertrykkelsen af den autentiske Barolo ’s karakter”. ”Den moderne Barolo kommer forbrugerne i møde” siger Roberto, men ”når det kommer til den traditionelle Barolo er det forbrugerne, der skal komme vinene i møde”.
Robertos far Giovanni Conterno nåede i sine 45 aktive år frem til sin død i 2004 at positionere sig som den største af alle Barolo-producenterne, uanset deres valg af stil. Hans vine var selve kvintessensen af "traditionel" Barolo. Det vil sige rige, kraftige, massive og alligevel finesserige vine, der var begavet med et så imponerende udviklingspotentiale, at kun de heldigste fik chancen for at værdsætte det.
Mange er hans heroiske Monfortino - produceret på vildgær, uden temperaturkontrol og indimellem modnet i mere end 10 år på store gamle slovonske fade – har været sublime ambassadører for Nebbiolo-druen, og hans herlige Barolo Cascina Francia, har lige siden den fik sin herkomst med på etiketten i 1980 været den benchmarking, som de andre producenter i Barolo tog bestik af.
Giovanni forlod denne verden mange store årgange på samvittigheden, inklusive 1964, 1971, 1978, 1985, 1990, 1996, 1999 og 2001, men hans største gave til eftertiden er uden tvivl, at han fik 15 år i kælderen sammen med sin søn, og angiveligt derfor lykkedes med at aflevere hele sit mindset og knowhow til den næste generation.
Vinene er derfor nu som før resultatet af Nebbiolo druerne langsomme modning i store gamle slovenske fade, og når Roberto Conterno gang på gang er blevet spurgt, om han aldrig har følt sig fristet til at eksperimenter med små nye franske fade, har svaret altid været et spørgsmål den anden vej. Noget i retning af: "Lige siden jeg som ganske ung smagte vores Barolo fra 1958 - den første vin min far lavede sammen med min bedstefar - har jeg ikke været i tvivl. Det er stadigvæk mit livs vin. Så hvorfor i alverden skulle jeg begynde at eksperimentere med barriques?".
Roberto Conterno forbliver således tro mod måden, hvorpå Monfortino og de andre vine skal modnes, og da de første flasker angiveligt blev tappet i 1912 eller 1920, kigger vi ned i mere end 100 års ubrudt historie, og vine og en familie hvis berømmelse er nært forbundet med Barolo ‘s forvandling fra glemsel til succes.
De første 50 år blev vinene skabt på købte druer, men da Barolo i 1970'erne fik sit internationale gennembrud og priserne på frugt begyndte at stige, valgte Giovanni Conterno i 1974 at købe de 16 sydvestvendte ha. på Cascina Francia mellem Serralunga og Monforte d’Alba.
Roberto husker, at hans far var kommet i tvivl, da han skulle købe sig ind på de nu verdensberømte skråningen. På selve dagen for handelen spurgte Giovanni således sin hustru: ”De vil hæve prisen i sidste øjeblik, hvad skal jeg gøre? ”, og Robertos mor svarede: ”Du skal bare se at komme af sted, og du kommer ikke tilbage uden skødet”.