Kig på prisen og føl så efter om du synes, det er vanvittigt eller betagende. Hælder du til det første, behøver du ikke læse videre. Maison og Domaine Leroy behøver næppe nogen introduktion, og dem der bare har snuset til et par af vinene vil vide, at vi her er oppe at kysse stjernerne og i audiens hos en legende. Også selvom der bare er tale om en Bourgogne Blanc, selvom der er tale om købt frugt, og selvom der findes Bourgogne Blanc vine, der er lige så fascinerende og koster det halve.
Det er stadig Madame Lalou Bize-Leroy, som står stadig i spidsen for det ikoniske Domaine Leroy og den tilknyttede måske endnu mere bemærkelsesværdige negociant-forretning. Og selvom hun efterhånden er blevet en gammel og skrøbelig dame, er hun fortsat 100% til stede i kælderen og fortsat i gang med sin søgen efter det ultimative ikke bare i Bourgogne, men i hele vinens verden, og derfor er vinene fra Leroy blevet samlerobjekter og en del af dannelsesrejsen for alle Bourgogne aficionados.
Her er der tale om frugt fra et par parceller i Auxey-Duresses som Lalou Bize-Leroy og hendes team har haft hands on og forkælet ud fra økologiske og biodynamiske principper længe inden der blev opsat regler for den slags. Høsten er naturligvis manuel og klaserne går direkte i pressen og mosten forvandles til vin i store gamle egefade, hvorefter 14 måneders modning i mindre hovedsageligt brugte fade følger, inden vinen tappes direkte fra fadene uden forudgående klaring eller filtrering.
Vinen er, når man kender historien, en oplevelse, og det er svært ikke at tænke på, hvad der mon gemmer sig af herligheder i Madame Lalou Bize-Leroys Grand Cru Cuvéer, mens man forundres over det præcise og stadig noget stramme udtryk i vinen. Det er mindre midtsøgende og mere urovækkende end de blide favntag, som mange af kollegaerne byder ind med. Nærmest kompakt i sin frugt hvor noterne af pære, æble og måske lidt dild bliver eksekveret på en bund af stenet mineralitet, peber og tilbageholdt citrus i et moderat fyldigt udtryk.
Der er mange historier i omløb om store oplevelser med gamle årgange af denne vin, og kurven sikkert være opadgående i adskillige år endnu. Prøver vi at filtrere de mytiske fra vil vinen herefter ramme en smuk drikke periode, men kigger vi 10 år eller længere frem vil vinen blot blive ældre. Ikke bedre.
Om den så er pengene værd? Svaret blæser i vinden. Der findes mange hvide Meursault, Chassagne- og Puligny-Montrachet vine, som koster det samme eller mindre, og på hver deres måde er lige så stimulerende og insisterende. Det er lidt ligesom med de olympiske ringe på en Audi og den fem-punktede krone i et Rolex-ur.
"I have said it so many times, that it may seem redundant, Lalou Bize-Leroy stands virtually alone at the top of Burgundy's quality hierarchy." Robert Parker - Januar 1990
“At Auxey-Duresses, I recommend for all the wine afficionados, and the curious, to take an appointment with Madame Bize-Leroy. At Maison Leroy are the best of Burgundy and the depth and bredth of her cellar is immense. This is the place for Burgundy, I’d compare it with the Bibliotheque Nationale”. Jean Lenoir i "Le Nez du Vin" - 1981
“Wine is inspired from the cosmos; it tastes of the world itself.” Lalou Bize-Leroy