• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,00) 0,00

Forventninger i kø

Og endda uden den afstand, vi ellers har vænnet os til gennem de sidste par måneder. Vi har meget at glæde os til, og det er netop det, foråret og den tidlige sommer er mester i: at skabe forventninger. Højsommeren lurer om hjørnet og tanken om en gennemvarm sommerbrise frembringer minder om sidste sommer på Gottland.

Chefsommelier, Thilde Maarbjerg

 

Det var skandinavisk sommer, når det er bedst, og jeg nød alt fra kardemummabullar under pergolaen på gårdspladsen på et af øens skønne bagerier til cykelturen langs de små veje med æbletræer, der struttede i julisolen, svømmeturen i de kølige bølger og den iskolde fadøl på havnen i Visby.

Dejlige sommersteder har vi også mange af i Danmark, og hvis ikke man tidligere har frekventeret dem, er 2020 måske året, hvor de skal ud- forskes og ikke mindst støttes. I skrivende stund sidder mange på stikkerne på Bornholm, langs den jyske vestkyst, på Samsø, Læsø, i Skagen, i Smålandshavet og på den sjællandske nordkyst for blot at nævne nogle af de steder, som er særligt populære om sommeren. Hvornår kan de få lov at yde deres metier, være værter og udvise gæstfrihed og skabe oplevelser og rammer for gæster i det danske sommerland? Og hvordan bliver den sæson, som de er så afhængige af i kraft af fraværet af tilstrækkeligt med gæster resten af året?

Med tvivlsom opbakning fra turister fra resten af verden er der behov for national opbakning. Det er en oplagt mulighed for at besøge den ø, by eller egn i Danmark, du altid har drømt om, men som ubemærket var havnet bag i køen, bag Barcelona, London, New York og alle de fristelser, den store verden byder på. Du kan køre til det hele i Danmark, tag en færge og pak en dejlig madpakke og hav kold rosévin med i køle- tasken, til du kommer frem. Brug sommeren på at udforske det nære og det lokale og forkæl dig selv, børn og/eller børnebørn med det bedste Danmark har at byde på. Giv dem minder for livet om deres eget land, gastronomiske såvel som kulturelle, oplevelser i den danske natur og langs vores fantastiske kystlinje, spis gammeldags vaffelis med flødeskum og syltetøj, drik irsk kaffe i de sene timer rundt om bålet og spil kroket på græsplænen.

Hvad er dine bedste sommerminder fra Danmark, store som små? Brug sommeren 2020 til at lade dem leve videre i et andet menneske, der står dig nært og genopdag den danske sommers uendelige strøm af glæder.

I dette magasin

Godt begyndt er halvt fuldendt, og sommeren er startet på bedste vis med et potpourri af skønne vine og retter i Klub Løgismose. God læselyst og forventningsglæde.

Se alle artiklerne