• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,-) 0,-

VERMOUTH

– skal da ikke stå og skamme sig i barskabet!

Der findes mange Vermouth, som burde skamme sig, og i den danske detailhandel kappes man om at vise nogle af de tarveligste frem. Det er en skam, for frisk og vellavet Vermouth skal tælles med blandt de mest geniale aperitif-vine på planeten, og for os i Løgismose har det været herligt at få lov til at smage en lang række forskellige. Her præsenterer vi 5 af de bedste.

Fagekspert, Per Bach

 

Det er umuligt at sige noget kort om Vermouth, fordi den gemmer på så megen historie, og fordi den kan så meget, som vi først nu er ved at genopdage. Det er bittersødt. Det er nemt at forstå, og hvis man bare har isterninger nok, appelsin eller citron og så nogle gode oliven man kan spidde på en tandstik, mangler man ikke noget, når familie og venner banker på. Det skulle da lige være mere Vermouth. For, som de siger nede i Barcelona, så er det "La vida fácil de la botella". På godt nudansk "Easy living på flaske".

Vi vil gerne hylde Vermouthen i sin rene form. Så glem alt om Dry Martini, Manhattan, Brooklyn, Negroni, Adonis og alle de andre Vermouth-funderede drinks. Send bartenderen på tidlig sommerferie og lad det langsomt synke ned i bevidstheden, at Vermouth i sig selv allerede er en cocktail. Endda en af de fornemste og mest driftssikre af slagsen funderet på hvidvin og sprit, som sødes med sukkes og nogle gange druemost samtidig med, at der krydres med et potpourri af botanika, hvor malurten altid spiller den karaktergivende rolle.

Der var en tid, hvor fabrikanterne blev stadig mere presset af de stadig mere vellavede bordvine og lod sig friste til at spadsere ned ad en sti, hvor syntetiske smagsgivere og nyudviklede stabiliserings-metoder blev en del af fortællingen. Sådan er det ikke længere. I dag produceres de fleste Vermouth uden kemi, og de løber på dato allerede et par uger efter åbningen. Med til hyldesten hører således også, at vi hiver Vermouthen ud af barskabet og ind i køleskabet!

I Løgismose fik vi fejet benene væk, da Giorgio Rivetti i 2013 lod os smage Contrattos genopfundne piemontesiske Vermouth, og siden har vi været ydmyge, når vi er blevet præsenteret for Vermouth. Vi har fået fornyet respekt for det De Muller udretter på basis af gamle altervine i det spanske epicenter for Vermouth, og senest har vi, efter besøg i Douro-dalen i Portugal og Steiermark i Østrig, valgt at importere yderligere et par ypperlige ambassadører fra det, vi godt tør kalde den nye Vermouth-bølge.

SPAR 20 % VED KØB AF 2 FLASKER

Mix selv dine flasker

Læs også: Epicenteret for Vermouth er rykket til Catalonien