• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,-) 0,-

Nyheder fra exceptionelt økologisk domaine

Producent: Domaine de Noblaire | Område: Chinon, Frankrig

Vi har længe gerne ville gøre noget mere ved de røde Loire-vine, og da vi i foråret blev forhindret i at vimse rundt, hilse på og smage på skrømt på de sædvanlige vinmesser, greb vi chancen. Vi satte os ned og fandt ud af, hvad der var op og ned og til sidst inviterede vi en håndfuld af tidens mest talent- fulde og visionære vinbønder til at fremsende prøver til vores smagepanel med henblik på at indlede et samarbejde og profilere de røde Loire-vine i sortiment.

Vi var spændte, og da vinene endelig blev smagt, blev det til en af de sjældne og lykkelige dage, hvor det sværeste var at vælge fra. På bordet stod bl.a. et par vine fra Domaine de Noblaie, som ikke bare smagte vidunderligt, de havde også hver deres lille historie. Nu er de en del af Løgismose-familien, og af uransagelige årsager er det første gang, de udbydes til salg i Danmark.

Fagekspert, Per Bach

 

Jérôme Billard er 3. generation på Domaine de Noblaie. Han var efter studietiden ude og høste erfaringer på både Château Petrus i Pomerol og på Dominus i Napa Valley, men vendte i 2003 hjem til familiegården for at arbejde side om side med sin far François. Faderen skulle ved siden af vingården også passe sit professorat i ønologi ved Lycée Viticole i Montreuil-Bellay og det betød, at Jérôme tidligt og uden de sædvanlige generationsskærmydsler fik masser af plads. Han fandt i 2006 sammen med Élodie Peyrussie og herefter iværksatte det unge par forvandlingen af Domaine de la Noblaie fra en pålidelig konventionel vingård til et exceptionelt økologisk domaine, som i den grad har været med til at sætte Chinon på verdenskortet.

Chinon Le Temps Des Cerises, ØKO, 2019

Dette er vinen, som tegner sig for over halvdelen af produktion på Noblaie, og Jérôme kunne sælge meget mere, hvis han da bare ville, eftersom den er blevet solgt ind på sværme af caféer og vinbarer i Paris, hvor de røde Loire-vine lige nu er mere efterspurgte end Beaujolais nogensinde har været.

Gæret i og efterfølgende modnet 6 måneder i rustfrit stål og med så lidt svovl indblandet, at Jérôme kunne skrive ”sans sulfites” på etikkerne. Det gør Jérôme ikke, for som han siger: "Jeg vil nødig i bås med de tusindvis af skrækkelige svovlfri vine, der bliver ved med at komme på markedet." Her er der nærmest tale om en fest af saftige kirsebær og blomstrende violer. Tør, meget aromatisk, saftig, næsten lokkende og samtidig fokuseret og forfriskende. Det er en vin, der i den grad fortjener sit navn. Wow!

Chinon Pierre du Tuf, ØKO, 2017

Dette er topvinen fra Noblaie og angiveligt en af de mest unikke vine, der produceres i hele Loi- re-dalen. Der er tale om frugten fra families ældste vinstokke, som, efter alle stilke er fjernet, løftes op i et 7.000 liters ovalt kar, som er udgravet i kælder- gulvet. Her forvandles druerne til vin uden temperaturkontrol og fyldes derpå med en simpel hævert på en blanding af amfora og brugte 500-liters fade, som er placeret en etage længere nede i kalkstensgrotten. Jérôme fortæller, at gæringskarret angiveligt er udgravet allerede i 1500-tallet, og at den porøse kalk er tætnet af hundredvis af årganges aflejringer af vinsten. En på alle måder historisk og i tilgift smuk og udtryksfuld vin med masser af brombær, sorte kirsebær og violer fornemt bakket op af modningens komplekse krydderier. Helt tør, velstruktureret og saliggørende saftig og med en tannisk finesse til sidst, som burde kunne veksle enhver Cabernet Frank-skepsis til begejstring.

Krikand med glaserede rødbeder og sauce med brombær

Glæd dig til en elegant hovedret, som vil behage de spisende

Få opskriften