• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,-) 0,-

HAR VI MON LIGE SKUDT PAPEGØJEN?

Producent: Casa di Terra | Område: Toscana, Italien

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi længe gerne har villet lande en aftale med en af topproducenterne fra Bolgheri-distriktet langs den toscanske kyst, og vi er derfor både stolte og en lille smule lettede over, at vi nu kan byde to fine vine fra Fattoria Casa di Terra velkommen i Løgismose-familien.

 Fagekspert Per Bach 

 

Det har ellers været lidt af en rejse. Vine fra omkring en snes Bolgheri-producenter har været forbi Løgismoses smagepanel eller er blevet smagt rundt omkring på vinmesserne uden resultat. Herunder også Casa di Terra, som for 7 år siden dumpede med et brag efter en seance med alvorstunge, overekstrahedere vine. I foråret kom der så en mail, hvor de forklarede, at de havde været forbi et paradigmeskift og nu flirtede med økologien samtidig med, at de var rykket ind i et nyt, top-moderne og miljømæssigt bæredygtigt vineri og havde fået den berømte toskanske ønolog Emiliano Falsini med på sidelinjen. Om vi ikke ville smage?

 

 

Det er Gessica og Giuliano Frollani, der står bag det, de selv kalder "La Nuova Cantina di Casa di Terra". Det var Giulianos bedsteforældre, som købte gården, da de tilbage i 1956 valgte at rykke fra Marche og over på den toscanske kyst. I de første mange år handlede det lige som på alle de andre gårde om frugt og grøntsager, og vin var blot noget, man dyrkede til husbehov. Så fik Sassicaia sit internationale gennembrud, og i 1990'erne blev Casa di Terra en del af den bevægelse, som forvandlede Bolgheri til et vindistrikt.

 

 

I løbet af 20 år er 3 ha. med vinstokke blevet til næsten 50, og anerkendelsen kom tidligt i form af fine anmeldelser fra James Suckling, som spottede Casa di Terra i 2005, dengang han stadig smagte for Wine Spectator. De italienske meningsdannere har imidlertid været mere forbeholdne, og det er så det, der nu skal laves om på, hvor vinmageren Diego Mugnaini har fået en ny legeplads og ikke mindst fået lov til at sparre med Emiliano Falsini, som allerede hjælper seks andre producenter i Bolgheri.

Der bliver skruet på druesammensætningen og fadlagringen, og målet er med større finesse og større drinkability at bringe  "La Nuova Cantina" helt til tops i hierarkiet.

Med 120.000 producerede flasker er dette den centrale vin hos Casa di Terra. Klassisk Bordeaux-blend, der bliver ‘spiced up’ af en lille smule Syrah og 6 måneder på brugte fade. En ganske intens og alligevel forunderlig letløbende vin med strejf af viol og masser af saftige kirsebær og solbær såvel i duften som i smagen.

Tidligere et blend af Merlot, Cabernet Franc og Petit Verdot, men nu en ren Merlot fra bare 6-12 år gamle vinstokke, og da de står klos op ad parceller, der leverer frugt til Tenuta dell'Ornellaia og Le Macchiole's verdensberømte Merlot-vine, er sigtekortet ligesom justeret. 12 måneders modning, bare 10% nye fade og nul filtrering for ikke at forstyrre druen for meget. En fyldig, meget velkomponeret vin med masser af krydderier og saftige brombær i hindbærkompot. Her er der helt sikkert noget stort i støbeskeen!

 

Mad til din vin

Hjortevildt med græskar

Jagtsæsonen er i gang! Det betyder, at vi atter skal nyde då-, rå-, sika- og kronvildt.

Få opskriften