• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,-) 0,-

TRENDSÆTTENDE, FADLAGRET CHARDONNAY FRA JURA

Producent: Domaine Courbet | Område: Jura, Frankrig

Vi har længe gerne ville kunne sætte endnu en lille nål i Frankrigskortet som bevis på, at vi også kan tilbyde vine fra Jura-distriktet, der ligger og frister mellem Bourgogne og den schweiziske grænse.

 Fagekspert Per Bach

 

Vi er derfor superglade for, at den talentfulde vinmager  Damien Courbet har takket ja til at blive en del af Løgismose- familien. Damien har indtil nu solgt det meste af produktionen til restauranter, der var blevet forelskede i de små mirakler, han udrettede i kælderen, men ovenpå en usædvanlig gavmild 2018-høst og i forlængelse af den ulykkelige Covid-19- situation, er der nu blevet plads til eksport til Danmark og  Danmarkspremiere på den Chardonnay, som fuldstændig slog benene væk under Løgismoses smagepanel en af de sidste dage i august.

Vejen til aftalen med Damien Courbet er gået via ægteparret Christine og Didier Favre, som på 18. år driver den smukt  beliggende restaurant Le Grand Jardin i Baume-les-Messieurs. Under en frokost i efteråret 2019 fortalte jeg Christine, at vi var klar til at slå til, hvis vi fandt de helt rigtige Jura-vine. Christine syntes det var spændende og tilbød at arrangere en lille smagning af vine fra restaurantens favoritproducenter, når vi alligevel (næsten) skulle forbi nogle dage senere på turen til Geneve.

Det blev en festlig eftermiddag, hvor jeg for første gang smagte vin fra Damien Courbet og fandt ud af, at der eksisterede en sammenslutning af økologiske Jura-producenter med sympati for biodynamik og Vin Nature. Christine fortalte, at producenterne mødtes hvert forår for at smage hinandens vine og for at udveksle erfaringer under den fælles parole "Nez dans le Vert", og hun foreslog, at jeg satte en weekend af til Jura for at "stikke næsen i det grønne" på Château de Gevingey, hvor det 10. event med deltagelse af omkring 50 producenter skulle finde sted sidst i marts. Jeg kom aldrig af sted, men har stadig et tilgodehavende hos SAS på billetterne til de aflyste fly!

Domaine Courbet er en af de mange små vingårde, der ligger med udsigt op mod det berømte Château-Chalon. Familien etablerede sig tilbage i 1867 og frem til sidst i 1970’erne var der tale om typisk blandet landbrug. Så valgte Damien Courbets far Jean-Marie at satse på vinproduktionen og op gennem 1980’erne blev de 8 ha., som nu leverer frugten til kælderen, tilplantet med vinstokke. Damien, der efterhånden er blevet 44 år, vidste tidligt, at han ville følge i sin fars fodspor, og efter ophold hos blandt andre Olivier Zind-Humbrecht i Alsace, Olivier Merlin i Macon og Nicolas Potel i Bourgogne vendte han i 2004 hjem til gården for at arbejde skulder ved skulder med sin far.

Det blev starten på en langsom drejning mod økologi. Men far og søn havde ikke travlt. De vidste, at vinstokkene krævede ængere tid end den myndighederne foreskrev, hvis de skulle blive ved med at levere i kvalitet, og Damien ønskede ikke, som han har formuleret det, ”at tumle ind i den mur”, som mange af kollegaerne i "Nez dans le Vert" havde fortalt om. Ecocert blev først involveret i projektet i 2015, og denne Chardonnay er således skabt på frugt fra det sidste år i konverteringsfasen.

Håndhøstede druer fra en parcel, der står og vipper på grænsen til Château Chalon. Bare 0,7 ha. tilplantet med stiklinger fra Meursault af Jean-Marie i vinteren 1987-88. Soignering af druerne allerede ude i vinmarken og derefter direkte presning af de hele klaser inden gæringen uden fremmede gærstammer fulgt af 18 måneders modning på 228-liters Bourgogne- fade (10% nye) frem mod aftapningen på flaske, der fandt sted uden klaring og filtrering og med kun et minimalt tilskud til det naturligt forekommende svovl. En fascinerende vin med vidunderlige sprøde æbler, iris og eksemplarisk moden citrus, som allerede mingler fortroligt med de velafstemte krydderier fra fadene. Fyldig, men først og fremmest gnistrende ren med en fascinerende mineralitet, som løfter vinen fra første til sidste sip.

Jeg er en del af en generation, der har tilladt sig at undre sig. Økologi er en overbevisning, en filosofi, som i år som 2016, hvor alt for meget regn førte til udbredte problemer med meldug, og 2017, hvor frosten stjal de fleste knopper, får os til at stå fast. Økologi betyder flere medarbejdere, lavere afkast og større usikkerhed, men jeg er blevet gladere for mine vine, og det er hele pointen. Egentlig drejer det sig bare om at bevare fornøjelsen ved at drikke vin og ved at arbejde.

– Damien Courbet

MAD TIL DIN VIN

Sandart med jordskokkompot og Puylinser

FÅ OPSKRIFTEN HER