• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,-) 0,-

IKONISKE VINE FRA CAHORS

Producent: Georges Vigouroux  |  Område: Sud-Ouest, Frankrig

Cahors havde I mange år ry for at producere rustikke vine, der kunne snøre munden til  på selv de mest rapkæftede. Lidt støvede, sorte vine, som helst skulle ligge ned i årtier, før de blev til at tale med. Og herhjemme hjalp det jo heller ikke på renommeet, at vores dronning havde giftet sig med en prins, som valgte at lægge navn til nogle vine, som de første mange år var alt andet end charmerende.

Fagekspert Per Bach

 

I Løgismose har vi imidlertid altid vidst, at der også fandtes en anden side af Cahors. Allerede i 1970’erne bragte Lene Grønlykke vinene ind i sortimentet, og Cahors var i mange år de lidt nysgerriges alternativ til Bordeaux, som dengang var her, der og alle vegne. Siden blev der lidt mere stille omkring både Bordeaux og Cahors, men vi holdt af vinene, og vi har fulgt med i udviklingen. Derfor tør vi godt hævde, at de to vine, vi her præsenterer, tilhører de mest helstøbte og på hver deres måde imponerende, der produceres i bakkerne langs Lot-floden. Det er vine, som bør få enhver til at spærre øjnene op for Cahors!

 

 

Dette er Georges Vigouroux’ livsværk. Han købte slottet i 1970 på et tidspunkt, hvor det var omgivet af små forkrøblede egetræer, fordi produktionen aldrig var kommet i gang igen efter vinlusen. Georges havde fået nys om, at der på dette sted engang var blevet skabt vine, som blev serveret side om side med Château Margaux og store Bourgogner, og Georges’ plan var lige så enkel, som den var ambitiøs. Historien skulle gentage sig! Og det skete. 2010-årgangen hoppede ind på Wine Spectators årlige top-100-liste. 2013-årgangen blev kaldt for "mon préféré coup de cœur à Bordeaux" (mit fortrukne alternativ til Bordeaux) af Paolo Basso, verdens bedste sommelier i 2016, og lige nu er vinen et af de sikreste kort i Cahors, samtidig med at slottes nytilkomne restaurant bejler til den første stjerne i Michelin-guiden under ledelse af den unge chef Allan Duplouich.

En del af vinen modner 12 måneder på nye fade, og den skænkes med fin fylde uden på noget tidspunkt at slippe forbindelsen til elegancen. En spændende vin at begejstre med, hvis man har gæster med præferencer for fin Bordeaux!

Denne vin kommer med stor selvtillid. Vi skal blot dreje flasken en smule for at lære, at det er topcuvéen fra Haute-Serre, og at den har fået navnet "WOW", fordi det var det eneste en af Frankrigs førende vinskribenter kunne finde på at sige, da han smagte vinen for første gang. Det er next generation i form af Bertrand Gabriel Vigouroux, som står bag. Han fløj i 2008 til Argentina for at finde ud af, hvad det var ved druen Malbec, som de havde glemt i Cahors. Her fandt han sammen med legenden Paul Hobbs, som bl.a. har været med til at skyde Catena Zapata af sted mod stjernerne. Senere har de to sammen spadseret rundt på skråningerne omkring Haute-Serre og smagt på druerne for at definere hvilke vinstokke, der skulle levere frugten til en vin, som gerne måtte blive ikonisk.

24 måneder på nye fade og stadig med så mange søde krydderier, at vinen bestemt skal op i en karaffel, men så sker der også små mirakler, når den mørke frugt langsomt pibler frem. Intenst, men ikke voldsomt. 

Storslået er måske det udtryk, som bedst omfavner oplevelsen.

 

Mad til din vin

Braiserede oksehaler med bagt mos

Oksehaler emmer af vinter, varme og mørke aftener, og så smager de fantastisk!

FÅ OPSKRIFTEN HER