• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,-) 0,-

Årets julevin (...og julegave)

Producent: Château Mont-Redon | Område: Rhône, Frankrig

Sig nærmer tiden, og hvis julen gerne må vare lige til påske, er det nu du skal købe Paven fra Mont-Redon til juleaften, til kælderen og til familie og venner, der har fortjent nogle flasker af vinen, som i snart en menneskealder har for- svaret sin position, som vores ultimative bud på, hvad der skal på bordet og under juletræet den 24. december.

Fagekspert, Per Bach

Enkelte år har vi anbefalet andre vine, som bevares også har været gode. Alligevel
er vi blevet ved med at vende tilbage til Mont-Redon, og i år har vi slet ikke været i tvivl. 2016'eren er den mest komplette, vi har smagt. En frydefuld triumf og den per- fekte svanesang for fætrene Didier Fabre og Jean Abeille, som nu har afleveret hele nøglebundtet til 4. generation i skikkelse af Pierre Fabre.

2016 er da også en mirakelårgang i det sydlige Rhône. Især Grenache-druerne blev høstet i en næsten uvirkelig høj kvalitet både med hensyn til sundhed og balance mellem sukker og syre, og de leverede en aromatisk kompleksitet, som har fået den berømte konsulent og store mester ud i Grenache, Philippe Cambie, til at kalde 2016-høsten for den største gave til vinbønderne i det sydlige Rhône i hans levetid.

Forskellige eksperter, der er gamle nok til at vide bedst, har bladret langt tilbage i historiebøgerne for at finde noget, der bare ligner. 1978, 1949 og 1947 er blevet nævnt. Noget af en sammenligning, som, hvis den kommer til at holde vand, vil betyde, at i Châteauneuf-du-Pape i 2016-årgangen kommer til at stå tilbage, som en af de lykkeligste begivenheder i det 21. århundrede!

Vinen er altovervejende skabt på tre af de tilladte druer i appellationen, med Grenache som den graciøse førstedame. Efter gæringen får den ene halvdel lov til at modne i 228-liters Bourgognefade (25% nye i 2016), mens den anden halvdel værner om frugten i rustfrit stål. Den endelige cuvée sammenstikkes efter 14 må- neder og efter yderligere et par måneders afrunding fyldes vinen på flasker. Jeg har personligt fulgt vinen i hele mit voksne liv og har ikke smagt noget lignende, siden jeg første gang mødte 1978-årgangen på magnum- flaske. En dejlig saftig, ja sexet Châteauneuf- du-Pape med masser af modne brombær, blommer, jordbær og pirrende garrigue, der langsomt smelter sammen med subtile søde og ristede noter fra fadlagringen. Fyldig og intens, men ikke voldsom. Bare afvæbnende legesyg og inspirerende!

"This has enormous richness, fantastic length, is a very dense orb, with the tannins showing some spark and spice, tar, towards the close. It will live extremely well, has the balance and size of this remarkable vintage. A magnum would be amazing. This takes me back to the glory days of the 1960s here." John Livingstone-Learmonth - Oktober 2018