• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,00) 0,00

"Naaaajjj, du serverer Meyer–Näkel?"

Producent: Meyer-Näkel | Område: Ahr, Tyskland

Udbruddet kom fra Arne Ronold, Skandinaviens første Master of Wine, da han for ca. 10 år siden sad under en af hvælvingerne i Vingaardstræde. Han skulle lave en anmeldelse til det norske magasin, Vinforum og var både glad og overrasket over, at den lille eksklusive producent fra Ahr-dalen havde fundet vej til en københavnsk middelalderkælder.

Chefsommelier, Thilde Maarbjerg

På det tidspunkt handlede tysk vin i Danmark om Riesling, og de færreste havde endnu set potentialet i Spätburgunder eller Pinot Noir, som druen kendes bedst som. Arne Ronold var med sin imponerende viden og store berøringsflade selvfølgelig længder foran, og det bekræftede mig i mit noget avantgarde vinvalg på vinmenuen. Jeg husker stadig retten. Karamelliseret endivie med sprængte og stegte kalvebrisler og en skummende endiviesuppe. Meyer-Näkels vine var kommet for at blive på mit vinkort på Kong Hans.

I efteråret 2019 kom det mig for øre, at Meyer-Näkel ikke længere var repræsenteret i Danmark. Den tidligere leverandør havde ophørt sin forretning, og fra hestens egen mule forlød det, at de ikke havde en ny importør. Det fik mig fluks til at skrive til Meike Näkel, som flere gange havde besøgt mig på Kong Hans sammen med sin gode veninde, Therese Breuer fra vingården Georg Breuer i Rheingau. Begge stod de dengang klar i kulissen til at overtage fra deres fædre, som klogt forberedte dem på opgaven ved at sende dem rundt i verden og møde dem, der sælger deres vin.

Meike, som nu er ved roret sammen med søsteren Dörte, var positivt stemt for et samarbejde med os, og vi smagte os igennem en solid del af portfolien i smagepanelet. Det var en forrygende gensyn og en bekræftelse på, at de to søstre har formået at fastholde det tårnhøje niveau. Meyer-Näkel er stadig en af de fornemste producenter af Spätburgunder, og alle, der har fået øjnene op for druens potentiale i Tyskland bør unde sig selv at smage.

Ahr-dalen er opkaldt efter oden Ahr, som er en biflod til Rhinen. Vindyrkningsområdet i dalen strækker sig ca. 24 km fra Altenahr i vest til Ehlingen i øst, og det er et af Tysklands nordligst beliggende. Det særlige klima i den smalle dal, forstærket af de stejle skrænter ned mod floden og beskyttelsen fra de nærliggende Eifel-bjerge, gør det alligevel til en region primært for rødvin, hele 83%. Vindyrkningsarealet er på 561 ha., og Ahr er dermed en af Tysklands mindste vinregioner. I den østlige del af regionen er jordbunden dyb og rig på løss, mens den vestlige del er ret stenet med ler af vulkansk oprindelse samt indslag af skiffer.

RØDVINSMAGIKEREN – WERNER NÄKEL
Werner Näkel, Dörte og Meikes far, var manden, der i 1980’erne bragte Ahr-vinene til et nyt niveau. I tiden op til var en vin fra Ahr lys, nærmest rosé-farvet og typisk med en betragtelig mængde restsødme. Werner eksperimenterede med længere maceration og fadlag- ring, og han troede på, at vinene godt kunne fremstå balancerede uden hjælp fra sukker. Han vandt sin første af mange præmier for sine rødvine i 1989, og det k et betragteligt antal producenter i Ahr til at skifte retning. Werner omtales af prominente tyske vinmedier som en ”rødvinsmagiker”, og han har arbejdet som konsulent for vinproducenter i adskillige lande.

Spätburgunder Trocken, 2018

Spätburgunder trocken laves på store gamle egetræsfade og er et glimrende eksempel på den saftige, letløbne Pinot Noir-stil med ekspressive toner af røde sommerbær og en blød, læskende mundfølelse.

Spätburgunder Grauwacke Trocken, 2017

Spätburgunder Grauwacke er på udvalgte druer fra stokke i den særlige grauwacke-jordbund, en kombination af skiffer og løss, og vinen er lagret på brugte barriques i 10 måneder. Intensiteten er en smule højere her, men stadig med fokus på frugt frem for fad. Farven er lidt dybere og kroppen har mere fylde end Spätburgunder Trocken.

Spätburgunder Sonnenberg Grosses Gewächs, 2017

Spätburgunder Pfarrwingert Grosses Gewächs, 2017

I GG-vinene er det tydeligt, at høstudbyttet har været lavere, og at soleksponeringen på disse to sydvendte, stejle marker har bidraget til en imponerende koncentration og dybde. Her viser Pinot Noir-druen sin ypperste finesse og netop, fordi der er så meget saft og kraft, kan disse vine bære den mere intense fadlagring. Sonnenberg er bred og omfavnende, mens Pfarrwingert er delikat og sofistikeret. To blændende udtryk for druesorten, der trods deres umiddelbare tilgængelighed vil belønne 2-3 års tålmodighed i vinkælderen.