• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,00) 0,00

Hvid Bourgogne med Cæsarsalat

Producent: Maison Jaffelin | Område: Bourgogne, Frankrig

Saftig Løgismose kylling, den karakteristiske dressing (hjemmelavet, naturligvis), råvarer af højeste kvalitet og Macon Villages fra Maison Jaffelin i glasset – sværere behøver det ikke at være!
I en tid, hvor priserne på Bourgogne kun bevæger sig i en retning, kan det være en god idé at skele lidt til alternativer til vinene fra de forgyldte skråninger og på tide at opsøge producenter, som ikke funderer hele deres forretning på frugten fra de mest prestigiøse vinmarker.

Fagekspert, Per Bach

 

Her er Mâcon og Maison Jaffelin en god kombination. Dels fordi Mâcon længe har været en befriende ventil for det overophedede Côte D'Or, dels fordi Jaffelin lige så længe har ført bevis for, at forskellen mellem "stort" og "småt" ofte reduceres, når først vinene skænkes i glassene.

Maison Jaffelin er en 100% négoce-virksomhed, og vinen her er således blevet til i et samarbejde med et af de fine kooperativer i Mâcon. Marinette Garnier, der er Jaffelins unge vinmager, er med til at beslutte hvilke parceller, der skal levere frugten, og senere, når den endelige cuvée skal sammenstikkes, kommer hun forbi og fastlægger vinens profil.

Der er tale om håndhøstede druer primært fra landsbyerne Viré og Clessé, som sorteres forud for presningen. Herefter får den fritløbende most lov til at sætte sig inden gæringen i rustfrit stål og den efterfølgende modning i 8 måneder frem mod aftapningen på flaske.

En mild, nærmest afdæmpet vin, som viser, at en Chardonnay sagtens kan være et interessant bekendtskab uden massiv fadlagring. Ferskner, flere æbler og endnu flere æbleblomster i duften bliver fulgt op af blid fylde og behagelig friskhed i munden og samler sig til et udtryk, der måske ikke er epokegørende, men til gengæld bredt appellerende.

 

MARINETTE GARNIER

En af de unge stjerner i Bourgogne

Det var lidt af et sats, da Maison Jaffelin i foråret 2011 tilbød den unge Marinette Garnier jobbet som vinmager. Hun havde på få år gjort det så godt hos Méo-Camuzet, at hun var ved at blive "Talk of the Town" i Beaune, og da Jaffelin samtidig trængte til et ungt ansigt, som kunne profilere den transformation, som vingården var midt i, tog de chancen.

Marinette har i sine første år tilbragt mange timer sammen med de snesevis af små vinavlere, som kultiverer de 8 ha., som Jaffelins bedste vine er funderet på. Resultatet er, at druematerialet aldrig har været bedre end nu, og kombineret med hendes ne fornemmelse for balancen mellem frugt og fad er resultaterne ikke udeblevet.

Jaffelins satsning har således vist sig at bære frugt og i disse dage, hvor Marinette Garnier går og smager på de 15-18 cuvées, som blev resultatet af hendes 9. høst, kan hun fryde sig over, at respekten for Jaffelin er ved at vende tilbage, og at de internationale anmeldere er begyndt at stemme dørklokker. Oprindeligt ville hun have været en ”næse” i parfumeindustrien, men hun endte med næse for fine Bourgogner.

Winemaker Marinette Garnier has worked wonders at Maison Jaffelin since she took over the winemaking duties here several years ago, and this is now one of the very best addressed in all of the Côte d’Or for valued-priced red and white Burgundies
John Gilman i Wiew from the Cellar #74 April 2018

Cæsarsalat

En sand klassiker

Få opskriften