• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,-) 0,-

VELKENDTE OG NYE EVENTYR PÅ CÔTE DE BEAUNE

Producent: Domaine Jessiaume | Område: Bourgogne, Frankrig

Måske den mest legendariske ejendom i Santenay blev efter adskillige generationer overdraget til skotske hænder i 2006. Familien Jessiaume fortsatte med at drive stedet, men i 2013 fik Mr. Murray nok. Nu skulle der ske noget drastisk, og der blev nok rystet på hovederne i den lille burgundiske by, da Megan McClune landede som direktør på domainet. En amerikansk kvinde!

Chefsommelier Thilde Maarbjerg | 01. februar 2021 | Nr. 01 2021

 

Hvad kunne hun vide om at lave vin i Bourgogne? I hvert fald nok til at hun hentede en ung, talentfuld vinmager til, som havde et frisk syn på faget og forhåbentlig kunne løfte det noget støvede udtryk, vinene var præget af. Det var her, vi faldt for Domaine Jessiaumes vine. 2015 var første årgang, vi smagte, og de var alt andet end støvede. Franskfødte William Waterkyn fører en moderne men respektfuld hånd i vineriet, hvilket giver vine, der er umiddelbart charmerende og let tilgængelige modsat de rustikke og kantede vine med alt for meget syre, som tidligere var standard. Domainets bedste terroir i Santenay er de hele 4,2 ha ud af 1. Cru-marken Les Gravieres’ 30 ha, hvilket gør Jessiaume til den største jordbesidder i marken. Det er et fornemt terroir, der som navnet siger er temmelig stenet og lunt. I 2018 blev det til hele 14,1% alkohol i den røde variant, og den er en eminent eksponent for Waterkyns vægtige men samtidig facetrige stil.

15 måneders lagring på franske fade, 20% nye.

Åben og generøs næse med fuldmodne kirsebær og hindbær og fine burgundiske toner af lun muldjord og en snert af peber. Rank, fast og koncentreret i munden med tætpakket frugt og en nydelig balance mellem syre, frugt og alkohol. En klassisk Gravieres til den frugtige side. Meget flot og givende allerede nu, men vil også kunne lagres yderligere 5-7 år. Servér ved 15 °C til en klassiker som coq au vin eller til sprængte og stegte kalvebrisler med syltede løg, stegte svampe og skysauce med kapers.

Lagret 12 måneder på fade heraf 15% nye.

Det giver god mening at fremstille hvidvin i Les Gravieresmarken. Den støder op til den berømte hvidvins-kommune, Chassagne-Montrachet, og Jessiaume har helliget 0,77 ha af deres besiddelse i Les Gravieres til Chardonnay.

En smuk, mild vin, som understreger både den lune årgang og den sydlige beliggenhed i Bourgogne. Den klassiske citrus får følgeskab af stenfrugter og appelsinblomst, og syren er flot integreret med en samlet blid fremtoning gennem den let fedmefulde smag. Nøje afstemt fadpræg giver et tvist af krydderi og vanilje. Servér ved 10 °C til kylling Bonne Femme eller bagt slethvar med hollandaise og fattigmandsasparges.

 

Med ingen eller meget begrænsede naturvins-karakteristika. 

”I et lille hjørne af kælderen” kan man illustrativt starte historien om Jessiaumes eksperimenter med naturvin. Her er tale om vine uden tilsat svovl, og de er ikke at finde på Jessiaumes hjemmeside. Jeg fik nys om dem under mit besøg i 2018, hvor Megan til slut i smagningen hev en vin frem med en noget anden etikette, end Jessiaumes genkendelige og klassiske stil. Det er nærmest blevet kutyme for naturvin at skille sig ud på designet, hvilket kan være en fin hentydning til hvad, der er i vente.

Der blev produceret 1.200 flasker af denne første version, vinificeret uden svovl i den glimrende 2017-årgang fra 1. Cru-marken Les Cents Vignes i Bourgogne.

Tætpakket duft med kraftfuld duft af friske jordbær, kirsebær, kantareller og nyfældet løvtræ

Ret klassisk og ren profil hvor det "natur'ske" i smagen kan sammenfattes til en ekstra friskhed og klarhed i frugten. I munden fortsætter volumen og 2017-årgangens formidable balance mellem modenhed i frugten og en nærmest perfekt syrebalance er tydelig. Flot åben og livlig frugt med modne, akkurat mærkbare tanniner og en lang, blød eftersmag. Det er utvivlsomt en Beaune i den mere massive ende end hvad hyppigst opleves i appellationen, og samtidig en vin, der viser, at er man dygtig og præcis nok, er det muligt at lave vin uden svovltilsætning, der stort set ikke afviger smagsmæssigt. Smagt på andendagen for åbning var vinen stadig frisk og sprudlende. Også et glimrende bud til coq au vin eller til en lun Mont D’Or. Servér ved 15 °C.

Læs mere om naturvine her 

Mad til din vin

Coq au vin

Lad duften af en skøn simreret sprede sig i køkkenet med Thomas Rodes Coq au vin

LÆS OPSKRIFTEN