• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,-) 0,-

GODT NYT FRA DE GRØNNE VINES LAND

Producent: Quintas de Melgaco | Område: Minho, Portugal

Det er de færreste, som ved det, men der produceres en hel del Vinho Verde langs med Douro-floden, og fortsætter vi videre nordpå op mod den spanske grænse, så byder Minho-provinsen på et eldorado af sprøde læskende hvidvine, som alle de vinelskere, der holder af tør tysk Riesling og østrigsk Grüner Veltliner, burde kaste sig over. Når det endnu ikke er sket, skyldes det sikkert, at mange husker vinene som småmousserende, halv søde og helt kedelige. Men tiderne skifter, og her præsenterer vi et skoleeksempel på hvorledes en umanipuleret, tør Vinho Verde med fylde frem for "Fizz" skal skrues sammen.

Fagekspert Per Bach | 31. marts 2021 | Nr. 03 2021

 

Det er Quintas de Melgaço helt oppe i det nordøstligste hjørne af Portugal, mindre end 1 km. fra Minho-floden og den spanske grænse, som vi hermed byder velkommen i Løgismose-familien. En vingård, som selvom de har satset på kvalitet, er nået op på en størrelse, som betyder, at de har formået at sparke døren ind til den internationale vinscene, og i det nye millennium er især deres forskellige vine på Alvarinho-druen blevet referencepunkter for mange vinelskere rundt omkring på planet.

PRIVAT VINGÅRD MØDER KOOPERATIV

Quintas de Melgaço, med det helt bevidste og meget vigtige ”s”, er et forunderligt miks mellem en privat vingård og et kooperativ, søsat af Amadeu Abílio Lopes, der, efter at have tjent en del penge i Brasilien, vendte hjem til sine fødeegn og udstedte folkeaktier til lokale vinbønder, som ville være med til at producere kvalitetsfrugt. De skulle ikke til lommerne og de skulle ikke længere sælge deres druer til en fikseret kilopris. De blev derimod en slags medejere af virksomheden, og deres (forøgede) indtægt blev i den sidste ende bundet sammen med salget af de vine, som deres druer blev forvandlet til.

Quintas de Melgaço har netop fejret sit 25-års jubilæum sammen med de efterhånden flere end 400 aktionærer, og i forbindelse med festlighederne blev der gjort status på de enkelte vines meritter. Her var det interessant at følge, hvorledes de enkelte vine i etableringsfasen blev sendt ud i verden for at høste medaljer ved International Wine Challenge, Wine & Spirit Competition, Mundus Vini etc., hvorefter de med regelmæssige mellemrum begyndte at dukke hos førende nationale og internationale kritikere. Således har samtlige anmeldte årgange af denne QM-Alvarinho de sidste 10 år scenevant bevæget sig rundt i de øvre luftlag hos de to førende portugisiske meningsdannere Revista de Vinhos og Vinho Grandes Escolhas. 

Der er tale om håndhøstet frugt fra vinbønder i begge de to førende Alvarinho-kommuner Monção og Melgaço, og en del af frugten kommer fra op til 80 år gamle vinstokke, der vokser i pergolaer hen over andre vinstokke. Der er tale om gæring og kort modning i stål frem mod en let filtrering og aftapningen på flaske.

En dejlig, ikke alt for ekspressiv Alvarinho, som skænkes med fine, lyst blomstrende noter af pære og nektarin samt let tropiske antydninger, der bliver sparket ud over rampen af forfriskende citrus. Aromatisk, livlig og nærmest fyldig for typen, men først og fremmest i fornem balance.

 

Det perfekte match

Tomatiseret muslingesuppe

Du kender måske moules marineres og moules frites – men har du prøvet at sætte blåmuslinger i tomatiseret selskab? Få Thomas Rodes opskrift på tomatiseret muslingsuppe.

Se opskriften her

 

VINSMAGEKASSEN

Er du nysgerrig på vores nyheder og ønsker at smage før, du køber flere flasker af den samme? I vores smagekasse får du 6 udvalgte flasker fra magasinet, som giver dig mulighed for at finde de flasker, der rammer din smag bedst