• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,-) 0,-

En Alsacisk legende

Producent: Maison Léon Beyer | Område: Alsace

Man kan ikke undgå at blive en lille smule andægtig, når man begynder at kigge nærmere på Alsace-huset Léon Beyer i Eugisheim. Det historiske familiedrevne vinhus er indbegrebet af franskmændenes ubestridelige evne til at få hele verden overbevist om, at de kan noget ganske særligt. Denne status baserer de på tre fundamentale styrker: De har gjort det i adskillige generationer og er derfor indbegrebet af tradition. De står for kvalitet og ved, hvad kvalitet er. De opnår anderkendelse, og de er ikke bange for at skilte med det.

Sommelier og DipWSET, Thilde Maarbjerg | Juli 2020

 

Mine erfaringer med Léon Beyer var begrænsede forud for en post-corona-dag i smagelokalet, hvor vinene stod i kø ovenpå mange ugers nedlukning og forsamlingsforbud. Huset nævnes ofte i samme sætning som Trimbach, når der skal kategoriseres blandt den efterhånden store spændvidde, som vinene fra Alsace repræsenterer.

Den tørre, stringente stil er ufravigelig med mindre det drejer sig om Vendange Tardive og Selection de Grains Nobles, som er de officielle kategorier til søde vine lavet på henholdsvis senthøstede druer og druer angrebet af ædelråd.

Leon Beyer lægger ikke skjul på, at det er deres filosofi at undgå restsukker og at ambitionen er at skabe gastronomiske vine. Det underbygges af en alenlang liste med restauranter både i Frankrig og resten af verden, som har Leon Beyer på vinkortet, og her er forventeligt mange prominente navne. Man fornemmer også tydeligt, at vin og mad er omdrejningspunktet i familiens liv på tværs af de generationer, der pt er involverede i forretningen.

Vi valsede hurtigt forbi den første, lidt kedelige Sylvaner, en druesort, der sjældent får plads på de bedst beliggende marker, og endnu har at bevise, at den kan frembringe bedre vine i Alsace end i Franken. Men herefter begyndte en paradekørsel af varietal-vine i serien ”Les Classiques”. Det var vine, der talte ind i vores klassiske hjerter, og hver især definerede såvel regionen som druesorten med imponerende akkuratesse. Hverken for tynde eller for koncentrerede, hverken for neutrale eller for opulente, bare perfekte og nærmest umulige at spytte ud selvom klokken kun lige var rundet 10 om formiddagen.

Man drømte sig ned til de små, smalle gader i de charmerende alsaciske byer, hvor vinen serveres i glas med grøn stilk og en flaske aldrig er nok til to. Og samtidig havde vi oplevelsen af, at disse vine kunne passe ind i nærmest enhver sammenhæng med deres klingende renhed. Selv i en tid hvor begreber som forlystelse og festivitas var dybt begravet i pandemi, spredte vin ene glæde og smil på læben. Jo, vi var klar til endnu en repræsentant for Alsace i sortimentet.

Leon Beyers ultra klassiske, knastørre og druetypiske vine lavet på frugt fra både egne marker og indkøbt fra mindre drueavlere. Herlige vine at nyde som aperitif, men også til et væld af retter fra fyldige salater, madtærter, coq au Riesling, boller i karry, spaghetti carbonara eller tarteletter med høns i asparges. Servér ved 7-8 °C.

Riesling Les Ecaillers, 2015

Les Ecaillers (fr. østerskniv) blev oprindeligt skabt til det franske mesterskab i østersåbning, hvor den skulle ledsage de mange åbne østers, der var resultatet af selve dysten. Druerne kommer primært fra Grand Cru-marken Pfersigberg, og Les Ecaillers er nu blevet en fast del af porteføljen hos Beyer med mange fans. Som med de andre vine længere oppe af kvalitetsstigen hos Beyer, flaskelagres Les Ecaillers et par år inden frigivelse. Stor præcision med en forrygende balance.

Tør, sprød og mineralsk med spændstig citrus, kørvel og lidt kamille samt en snert af petroleum og æbleblomst. Bør opleves af alle Riesling-yndere og en reference-vin for druesorten. Servér den ved 8-9 °C til et bredt udvalg af retter med fisk, skal- eller bløddyr.

Alsace

Alsace er som vinregion presset af tyskernes frembrusning med særligt Riesling-vine, men det preller fuldstændig af på Marc Beyer, som pt er i spidsen for produktionen. Siden 1580 har Beyer-familien lavet vin i Alsace, og de er så præcise og bekendt med deres husstil og terroir, at de ved, ingen nogensinde vil kunne kopiere dem eller lave noget, der bare kommer i nærheden af. Andre vine kan være kvalitativt på samme niveau, men smagen i Beyers vine er unik og forener det knastørre med det fyldige, som ifølge Beyer er regionens varemærke.

Coq au Riesling

Skal Alsace-stemningen for alvor gennemføres er det, i selskab med de charmerende hvide vine, næsten obligatorisk at sætte coq au Riesling på bordet.

Få opskriften