• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,00) 0,00

Vine til trøfler

Prikken over I'et

Producent: Eraldo Viberti 
Område: Barolo, Piemonte, Italien

Chefsommelier Thilde Maarbjerg

Eraldo Viberti - Barolo Vine

Den dybe aroma af lun muldjord, svampe, kaffe og chokolade i sorte trøfler kan vinmæssigt ledsages på flere måder. Flaskelagrede vine udvikler nuancer, der understøtter og nogle gange ligefrem er identiske med trøflens aromaer. Mousserende vine, der har lagret med gærresterne udvikler også en række aromaer, der harmonerer med trøfler. Hvilken retning, man skal vælge afhænger af, hvordan trøflerne er iscenesat

 

Barolo, Eraldo Viberti, 2010

En anbefaling fra Barbaresco-dronningen Claudia Cigliuti om at kigge nærmere på Eraldo Viberti fik os på sporet. Ærligt havde vi nok aldrig fundet denne lonesome cowboy, der med to hænder og fire ha jord i La Morra-kommunen i Barolo laver beundringsværdige rødvine med stærkt terroirpræg. Ved udgangen af 2017 fik vi et ekstra parti af den smukt drikkemodne topårgang 2010.

Frugten kommer fra markerne Roggeri og Galina, og Eraldos fremgangsmåde hælder til den traditionelle side. Han har ikke travlt med hverken at røre rundt i gæringskaret eller adskille den nygærede vin fra skallerne. Når det sker efter et par måneder, fyldes vinen på små franske fade, heraf 20% nye, og modner 24 måneder.

Forud for opstarten af egen produktion i 1987 var Eraldo Viberti på et længere ophold i Bourgogne, og hans sans for de fine detaljer er tydelig i vinene. De er en smuk fortolkning af detmonstrøse udtryk for nebbiolo, Barolo kan vise, kombineret med druens signatur - den nærmest sensuelle parfume af tørret rose, earl grey te og engelsk lakrids.

Efter Thorbjørn, indkøbschef og medlem af smagepanelet, havde fablet om den i november, smagte jeg den omkring årsskiftet i et Zalto bourgogneglas. Rustrød farve og tydeligt moden i næsen, en rigtig bouquet med tørrede kirsebær, sorte vintertrøfler, kakao, sød tobak, te og rose.

Æterisk i munden med stor dybde og tyngde, men stadig elegant med finkornede tanniner og lang, ædel eftersmag med nyristet kaffe og læder. Undlad dekantering og lad vinen folde sig ud i glasset ved 17-18 °C. Nyd den til sprængt og stegt due med trøffelsauce monteret med due- eller kyllingelever eller kanin i cassoulet med sorte trompetsvampe. Alk 15% .