• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,00) 0,00

Pinot Noir i weltklasse

- Prikken Over I'et - 

Producent: Fritz Wassmer
Område: Baden, Tyskland

Chefsommelier Thilde Maarbjerg 

Fritz Wassmer

 

Pinot Noir-druen har mange yndere verden over, og vindyrkere fristes ofte til at forsøge sig med den gamle Bourgognedrue. Det er dog ikke altid, det lykkes, eftersom Pinot Noir nemt tilegner sig sygdomme og hurtigt bringes smagsmæssigt ud af balance, hvis ikke dyrkningsforholdene er helt perfekte til den kræsne dame. Det kølige klima i Tyskland lader dog til at behage, og særligt Pinot Noir, eller Spätburgunder, som den kaldes på tysk, fra Baden er ved at skabe sig et solidt renommé.

Fritz Wassmer røg i overført betydning i en af de dyreste gryder Pinot Noir som ung, spirende vinmager. Et længere ophold hos Domaine Romanée-Conti lagde grundstenene til hans vinmæssige dannelse, og fuld af entusiasme og gåpåmod stræber han efter samme resultat i sine vinmarker i Baden. Han laver mange udgaver af druesorten, og vi er særligt glade for hans version uden fad samt hans XXL, der, som navnet antyder, er hans vildeste og mest pompøse bud.

 

 Fritz Wassmer

Spätburgunder QbA, 2015

Gæret og lagret på ståltanke. Spændstig rød bærfrugt med kirsebær, hindbær og jordbær samt tørrede blomster. Blød og rund i munden, let krop og balanceret frugtsyre. Letdrikkelig og koket. Server ved 14-15 °C. Alk. 13,5%.

 

Spätburgunder XXL, 2014

Frugten fra de ældste stokke på de bedst eksponerede marker får i vineriet behandling som en Grand Cru-Bourgogne med 14 måneders lagring på nye franske fade. Intens duft af mørke kirsebær og blommer, vanilje og letristede toner fra fadet samt diskrete indslag af kaffe og svampe. Mellemfyldig i munden med solid smagskoncentration og flot vægt for druesorten. Lang, vedholdende eftersmag, der fremstår afrundet. Kan nydes nu ved 15-16 °C eller lagres yderligere fem år. Alk. 13,5%.