• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,00) 0,00

Champagne til særlige dage

PRODUCENT: PIERRE MONCUIT
OMRÅDE: CHAMPAGNE

Fagekspert Per Bach

Champagne Pierre Moncuits vingård ligger i en lille stille gade i hjertet af vinbyen Mesnil-sur-Oger, så adressen fejler bestemt ikke noget. Det er her, Krug skabte prestigeprojektet Clos de Mesnil. Det er her, Laurent-Perrier henter frugten til de fine årgangs-champagner fra Salon, og det er kommunen, som mange kalder den ypperste på hele den 20 kilometer lange østvendte skråning, som vi har lært at kende som Côte de Blancs.

Så hvis vi taler om beliggenhed, er Champagne Pierre Moncuit en ren vinder, ikke mindst fordi familien ejer hele 15 hektar med Grand Cru-status fordelt på 22 forskellige parceller omkring byen, inklusive veleksponerede dele af den måske mest berømte skråning, Les Chétillons.

Det forpligter, og siden 1977 har Nicole Moncuit først sammen med broderen Yves, og nu også sammen med datteren Valérie Charpentier ført bevis for, at der findes en vidunderlig verden ved siden af Le Grande Marques i Champagne.

Nicoles rejse har samtidig udviklet sig til et opgør med de store spilleres fokus på konform ensartethed og udeblivende overraskelser. Det har betydet et farvel til ”vin de reserve” til at udviske forskellene mellem forskellige årgange. Det har betydet et farvel til at ”manipulere med friskheden” ved at undertrykke den malolaktiske gæring. Det har betydet, at mange års flaskemodning ikke er i fokus, og endelig er Nicole begyndt systematisk at reducere mængden af tilsat likør, når bundfaldet skydes bort, og champagneproppen bankes på plads.

Resultatet er nogle af de mest transparente og vitale Champagner på markedet, som – også når der ikke er årgange på flaskerne – byder sig til med små pirrende nuanceforskelle, hver eneste gang et nyt lot-nummer frigives til salg, og befriende nok er der ingen diskussion om, hvornår de skal nydes. De er klar, når de frigives til salg, og byder sig her til med en næsten Meursault-agtig glød, som er ganske enestående. 

Det fine åbningsnummer fra Moncuit skabt på frugten fra forskellige parceller i Sezanne. Bare 20 måneder på aske inden degorgement og en dosage på beskedne 7g. I princippet årgang 2014.

En fokuserede og umiddelbar Champagne med markant mineralitet og en dejlig på én gang frisk og mild smag. Servér ved 9 °C.